Brekeriet, Funkstarter

Når det gælder skandinaviens bud på spontangæret øl er der ingen over, ingen på siden og forsvindende få i nærheden af svenske Brekeriet. Selvom alle hipsterbryggerierne for længst er sprunget med på den sære, sure og syrlige subkulturs modetog, får de alle øjeblikkelig baghjul og bøde for manglende rejsehjemmel, når de holdes op i mod forbillederne blandt de belgiske bonderøve som Cantillon, Boon og 3Fonteinen.

Her ryger hipsterne af toget ligeså hurtigt som de steg på, og kun ganske få helt dedikerede spontansoldater som fx AleFarm Brewing og Rocket Brewing formår flot at holde fast i svingdøren.

Brekeriet derimod rejser på 1. klasse i cruise-control mode. De har rødderne og ikke mindst håndværket i orden, og dette samtidig med at de sætter nye standarder for hvad sur øl kan og skal.

De petit flasker designet med de hvide helt enkle etiketter at altid garanti for en eksklusiv øloplevelse. For Allbeers vedkommende startede bekendtskabet på den første Copenhagen Beer Celebration i Sparta Hallen på Østerbro, hvor Brekeriets øl bare lige var en klasse eller to over alle de andre sure øl.

Især Hundra Double Brett Pale Ale strammede godt op i appelsinhuden og satte sanserne på overarbejde hos blandt andre den århusianske brygmafias hårdeste håndlangere fra “Miss Håndbryg”. Sammen med alle os andre havde de nemlig hængt ud hos Brekeriet det meste af lørdagens seance, da Brekeriet’s Frederik, Kristian og André Ek, formåede at have højt humør og fadøl tilbage tilbage til aller sidste fløjt.

Funkstarter er i nogenlund samme kategori – en Farmhouse Ale, og om muligt mindst lige så vellykket.

Det stramt carbonerede og perlende øl rejser sig i glasset med champagnens sprudlende kraft, og den gyldne, ravfarvede og disede krop er dækket af et sart, tæt, behersket og resistent skum. Kulsyreniveauet i Funkstarer er farligt forførende nærmest læskende, og store perlende bobler siver konstant mod øllets overflade.

Selv ved den absolut sidste tår står Funkstarter ligeså skarp og crisp som ved første. En lille men uhyre vigtig detalje, der gør sig gældende ved stort set alle Brekeriets bryg.

I næsen nibber subtil brettanomyces og fugtig kælder i mageløs balance med frisk frugt, lime og liflig humle.

Smagen er en udsøgt og total tør. Nærmest udtørrende, et andet fællestræk for flere af Brekeriets bryg. Smagen er som at gå fra mono til stereo med syrlig surhed i den ene kanal og klinisk ren bitterhed i den anden. Derimellem danser noter af honningsød malt, lemon og et hint her og der af peber.

Den lange eftersmag er gennemført tør og bliver hængende i svælget et godt stykke tid.

Funkstarter svæver i vores bog rundt i spændingsfeltet mellem Saison og en Farmhouse Ale, og har nok mest til fælles med sidstnævnte. Surheden kommer fra den sekundære gæring med brettanomyces-gær og bliver aldrig mere bidende end at alle ølglade smagere kan være med.

From Skåne With Love, og det er umuligt ikke at gengælde kærligheden.

Karakter (0-6): 5



brekeriet_ek_brothrs

brekeriet_barrels

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s