London Fields Brewery, Easy India Pale Ale

London Fields Brewerys pusher her et letindtageligt humlefix, Easy IPA, som bliver sidste skud i tretrinsraketten fra rejsen til old-school hipsteriets epicenter, Hackney downtown London.

Den holder beskedne 5% alkohol, men er alligevel det stærkeste bud på sessionøl-fanatikernes repetoire. Strategien med nærmest latterlig lav alkohol, overdådige mængder af friske råvarer og så en livlig og fantasifuld humlefantasi gjorde øl som Hackney Hopster Pacific Pale Ale og Shoreditch Triangle IPA til benchmarkreferencer for den store smag i let øl.

Derfor er forventningerne da også skruet op i overdrive, da vi nu endelig skal se, dufte og smage resultatet af brygmesterens evner ved nogenlunde normal alkoholstyrke. Logisk set burde det jo betyde, at vore geekede ganer der søger bitterheden som barnet søger moderens bryst, skal direkte tur-retur til humleutopia.

Men lad det være sagt med det samme, det skal vi ikke. At kalde det tur-retur til humlehelvede vil nok være at stramme den. Det er trods alt ikke Mikkeller, der har solgt 15% fra til en simpel spekulant. Men blot en lille brygger der i sin tid idoliserede selv samme Mikkeller, og nu bare hygger sig med humlefiksfakserier, der for det meste er vitterligt vellykkede og i enkelte tilfælde garvede genialiteter.

Med Easy IPA er resultatet dog det omvendte, og lad os da bare kalde det et eklatant humlefejlfix. Med en sær smag så klinisk kold og ren, at du i stedet for bidende og bitter hoppyliciousness blot oplever en varmende fornemmelse af menthol, der kaster hukommelsen tilbage til indhaleringen af din første grønne Look.

Kender vi London Fields Brewery ret er det med garanti ikke råvarerne den er gal med, og i næsen fornemmes da også friskt flirtende og frimodige noter af sommereng, græs, hø, citrus, appelsin og honning. Herlig humlet aroma.

Indpakningen fejler bestemt heller ikke noget, bortset fra måske lige den fortærskede historie om IPA’ens oprindelse på de engelske sø-togter til Indien way back then, symboliseret via en bedugget buddha på den psykedeliske etikette.

Forklaringen findes selvfølgelig i humleprofilen, der naturligvis er overlagt men uden for vor smagsløgs rækkevidde. Cascade og Pacifica burde ellers kun gøre et eller andet ved bitterheden, men bryggeren må have tabt humlesokken med overdådige mængder af Citra – i folkemunde også kaldet “fissehumlen” eller “pigehumlen” – ned i gryden.

Sjældent er oplevet så velduftende, stramt carboneret øl med et så fornærmende fravær af bitterhed. Øllets mistænkelig lyse gule farve burde måske have fået alarmklokkerne til at ringe. Der er så godt som intet modspil til den varmende menthol. Det er som om konen har sendt dit svælg igennem en bilvask for derefter at tilbyde dig taberslikposen med eucalyptus-vingummi.

Sidste skud i tretrinsraketten blev desværre en fuser.

Karakter (0-6): 1


Easy5

Easy1

Easy

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s