Amarcord, AMA Bruna

Amarcord, Bruna, Martin Goldbach Olsen, AllbeerDet var ellers lige før, at badehåndklædet røg i ringen da endnu én italiensk øl med subtitlen “doppio malto” nyligt blev serveret til århundredets største ostetallerken på en lokal vinbar i det sydlige Toscanas perle, Fegline Valdarano. Men den venlige tjener snakkede for sin syge moster, og da alle andre øl var testet, var der ingen vej uden om Amarcord’s “Bruna”.

Den italienske ølrevolution er for flertallet af bryggeres vedkommende ikke nået længere end til fascinationen af malttunge øl, selvom den skarpeste ende af deres mikroer dog har fået øjnene op for- og fingrene ned i den amerikanske humle samtidig med, at de tilsætter lokale og regionale råvarer og specialiter i stor stil. Det fik mangen en beer geek blandt andet glæde af, da Taccalmatto fra Fidenzia gæstede Mikkeller Bar med krydrede saisons og bitre India Pale Ales.

Inden Amarcord’s “Bruna” var der udkæmpet endnu en omgang med Revelation Cat, der med deres lambics rammer enten bulls eye eller totalt forbi. Dette var i særklasse den dårligste lambic i mands minde med tons af acetone, en ubehagelig tør eftersmag af humle og en tyktflydende substans, der føltes som at få havvand i munden.

Amarcord imponerer allerede med deres underskønne nærmest poetiske flasker, der er mindst lige så smukke og kunstnerisk forførende som den oscarvindende Fellini-film bryggeriet er opkaldt efter. Fellini og den italienske vin er inspirationen for disse topnørdede bryggere, der har vokset sig store og efterhånden distribueres til udvalgte restauranter og vinbarer i hele italien. Logoet på flasken er skabt af en af den moderne tids mest ikoniske designere, Milton Glaser, der blandt andet er kendt for det ikoniske “I love New York” logo.

“Bruna” er ikke en del af Amarcords faste sortiment, men et eksperiment udviklet i en transatlantisk collaboration med ingen ringere end Garreth Oliveer fra Brooklyn Brewery, og fra samme serie findes tørstslukkeren “Bionda” og den regionale ale “Mora”. En sammenligning med Leffes “Brune” ligger lige til højrebenet, da den og øvrige Abbey Dubbels har været en inspiration for bryggerne, men de har egentlig ikke særlig meget andet tilfælles end navnet og farven.

Øllet står kastanjebrunt i glasset med et rødligt skær langs glassets kant. Skummet er off-white, luftigt, potent og særdeles resistent, ja nærmest stædigt. Det bare nægter at give slip fra glassets kant og lange blonder spiller skønsomt op til flasken og etikettens sublime streg. Den voldsomme dosering af hele fem forskellige malte kan være en del af forklaringen på det store smukke skum og den insisterende mægtige aroma af rugbrød, karamel, slik, krydderier og kanel.

Det helt særlige vand øllet er brygget med stammer siden 2008 fra kilden “Monte Nero” beliggende  i den italienske alpeby, Appechio, Amarcords hjemby. Vandet er en udsøgt oplevelse og giver en silkeblød, slim og smooth mundfølelse, der sparkes tilpas liv i med en lav til moderat karbonering. Specielt og spinkelt udtryk for en belgisk Abbey Dubbel, men et ret interessant udtryk.

Smagen opleves kompleks, kraftfuld og kræver gastronomisk akkompagnement for at åbne sig helt op. Osten på det rustikke bræt gør et fortrinligt job og for første gang opleves fraværet af bitterhed på den korte bane ikke som et decideret problem, da der i den helt lange finale kompenseres med en subtilt svævende og behagesyg blid bitterhed. Men malten dominerer smagen med tørhed, ristet brød, rugkerner, karamel, nød, gammel frugt og dertil et lidt sært men ret originalt touch af chokolade og kanel.

Amarcords “Bruna” redder oplevelsen i Italien med de mange maltede og noget éndimensionelle øl. Dog nåede selve øllet ikke op i de samme stratosfæriske højder som indpakningen og legendariske Fellinis film, men mindre kan også sagtens gøre det.

Karakter (0-6): 3

Det Lille Bryggeri, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

DSC_1007

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s