Mikkeller, Crooked Moon DIPA

Crooked Moon DIPA, Mikkeller, Allbeer, Martin Goldbach OlsenI “Mikkellers bog om øl” findes der for beer geeks og Mikkeller freaks masser af interessante historier, pointer og anekdoter i dele af den indsigtsfulde indledning, noterne samt i den imponerende og lettere overraskende åbenhed om opskrifterne til klassikere fra det kilometerlange bagkatalog.

For hjemmebryggeren er især afsnittet om disse opskrifter en gevaldig guldgrube til inspiration, opskrifter, teknik, teori og håndværk. Det er således muligt at lade sig distanceundervise af skolelæreren selv ved at kopiere kultklassikere som Statside IPA, Big Worst, Jackie Brown, Its Alive, Black Hole samt legenden Beer Geek Breakfast, en øl der overnight katapultserede Mikkeller helt op i ølstratosfæren.

I “Mikkellers bog om øl” kan også læses, at det netop var ved at kopiere en øl, at Mikkel Borg Bjergsø fandt ud af, at han efter seks-syv forsøg ved gryderne i køkkenet kunne præstere en klon af en lille klassiker fra den jomfruelige og svundne mikrotid “Brøckhouse IPA”, som dengang flød fra Plan B’s legendariske haner.

Ved læsning af denne anekdote gik smilet instinktivt fra den ene øreflip til den anden. Netop “Brøckhouse IPA” var noget af det første mikrobryg, der driblede ned over vores drøbel way back in the day, og naturligvis netop på Plan B.

Efter alt for mange omgange i humleringen med Brøckhouse IPA, Elmegade IPA og Viking IPA, gik vi dengang dumsmarte til Plan B’s ølorakel og ejer, Niels, og forlangte mere slagkraftige sparringspartnere til vores selvtilstrækkelige smagsløg. Gerne amerikansk og gerne meget mere bittert. Niels lyste op som en sol, for kort forinden havde en vildmand fra Vesterbro afleveret en fustage af legenden “Stateside IPA”. Der blev skænket, skålet, smagt og så blev der ellers helt stille. Efter endnu en kort infight faldt Tapiren og denne signatur simpelthen ned af stolen i en humleknockout, vi ikke havde set komme.

Siden da har Mikkeller siddet forrest på fandens eget førersæde som en gal humlealkymist i jagten på videnskabelige, grænsesøgende og ekstreme eksperimenter, men også med bundsolide bud på ølpædagogik, som både bogen, smagepanelet, single hop serien og yeast serien mm. er fine eksempler på.

Et af de senere DIPA-skud, “Crooked Moon DIPA”, er en øl vi i vores angstfobi for kropsudsmykning på hipstere, var krøbet uden om. Men det var en eklatant og elementær fejl, som Barley Wine skal takkes for, at der her kan rettes op på. Med ordene “det er den bedste DIPA vi har haft i butikken i flere år”, viste Jan Filipe os vejen uden om vores egne forstokkede fordomme om den mangelfulde sammenhæng mellem humle og hudmode. Det hjalp dog også på nysgerrigheden, at netop Crooked Moon DIPA er fremhævet i “Mikkellers bog om øl” som Mikkellers bedste bud på en DIPA.

Med genren er det ofte make or break, og er alkoholen for present på paletten tabes interessen hurtigt. Det er selvfølgelig en smagssag, men det er svært at finde fornuften i tunge toner af alkoholisk dominans på bitterhedens bekostning.

Men med Crooked Moon DIPA sker der midlertid noget helt andet. Det er :

“næsten som at smage friskpresset appelsinjuice for første gang, Hvordan kan det være så bittert og samtidigt så friskt??”,

….udbrød en ikke helt uhærdet humlehund spontant men klogt til en nyligt afholdt ølsmagning, hvor Crooked Moon DIPA fulgte efter ingen ringere end Green Gold.

Selv hunkønnene blandt det helt uprøvede selskab var fascineret, selvom fokus i det hjørne relativt hurtigt rettede sig mod udseende og indpakning. Den gamle, gustne og særdeles street etikette fra første batch er erstattet af en farverig og trendy sag, som  naturligt nok er leveret af de svenske tatovører, øllet er navngivet efter. Etiketten bliver bestemt sat i bås som “gennemført og über-hip” af de kaglende kommunikationskvinder. Den tætte, tågede og orange krop med en blid og prikkende perle toppet af et stort, stædigt og knitrende hvidt skum blev beundret og godkendt til terrassebrug.

For enden af ølfortællerens bord er båthornet begravet i den store og nyeslåede aroma, og det føles som at stå med hovedet nede i humlesokken. Imens blev der ledt efter et svar på det begavede spørgsmål om bitter- og friskhed. Tankerne og ordene rendte i retning af “Hop Burn High”, “Hop Burn Low”, fra Mikkeller selv, men også Chad Beers “15 minutes of flame” og Hopping Frogs “Hop Dam”. Alle øl hvor særlige tekniker er brugt for at hive maksimal bitterhed og friskhed ud af humlen med fantastiske resultater.

Om det også er tilfældet for Crooked Moon DIPA var vi på det tidspunkt ikke klar over, men vi vidste fra første tår, at den uantasteligt og ufravigeligt er helt sit eget pragteksemplar på en DIPA og et turpas til Mikkellermekka.

Netop derfor satte vi Mikkel Borg Bjergsø i stævne for en uddybende kommentar, og det lykkedes os at få bekræftet, at øl ikke altid handler om at gøre tingende topavanceret, men om at gøre det enkelt, rigtigt og kraftfuldt.

Crooked Moon DIPA er således brygget på en helt simpel skrå af 50% pils malt og 50% pale malt og gæret helt tør med alegær. Mikkel har anvendt  humleekstrakt som bitterhumle og dernæst stoppet øllet med urimelige mængder af uragtige Amarillo, favoritten Simcoe men også de liflige humler Citra, Nelson Sauvin og Sorachi Ace. Den indledende mistanke om tekniker til bitterhedens fremme blev også bekræftet, da hele molevitten har været i whirlpool og er tørhumlet.

Den finurlige og fyrrige friskhed tilskriver vi Citra, Nelson og Sorachi Ace. som vel er noget nær en perfekt tretrinsraket, hvis der sigtes efter himmelen af vinøse og eksotiske stjerneskud. Mens brugen af brett eller champagnegær i fx portere og stouts i bogstaveligste forstand får smagen til at lette, ja så har navnligt Nelson Sauvin og Sorachi ofte den sprudlende frisk- og lethed som gevinst. Beer Here’s “Fat Cat” (Nelson Sauvin), Amager Bryghus’ “Wookie IPA” (Sorachi Ace) eller Mikkellers egne single hops “Sorachi Ace” og “Nelson” er eksempler på øl, der i den grad har sat standarden for disse humler.

Når Crooked Moon DIPA så tilmed træder sine egne spor og kombinerer herlighederne med Amarillo og Simcoe, har vi at gøre med en ren humlehelgardering. Både en massiv men behageligt bidende bitterhed med alle tænkelige bitre toner, man kan forestille sig. Fra gran, grape, tropisk frugt, karamel og krydderier til smør, mandarin, appelsin, nectar og honning. Klinisk kontrasteret med en maltsødme og en varmende, mildt masserende mundfølelse, der får humlehunden til at logre med halen og glemme alt om 9% alkohol.

Crooked Moon DIPA er – om ikke tatoveret – så i hvertfald balsameret i erindringen som en legendarisk DIPA, og der er forhåbentligt flere batches på vej til fustagerne på stadens vandhuller.

Karakter (0-6): 6

Crooked Moon DIPA, Mikkeller, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

Mikkeller, Crooked Moon Tattoo, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

crookedmoon1

CrookedMoon
Etiketten fra første batch

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s