Birrificio Valdarno Superiore, Cetica

BSV, Cetica, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

Sommerens strabadseren sydpå i den toscanske hede bød også på ølfaglige afstikkere. De hjalp både den tørstige sjæl op fra bunden af rødvinsflasken, men de var faktisk heller ikke rigtig til at undgå.

Ølhobitten over dem alle, Barley Wine’s Jan Filipe, sammenligner ligefrem ølscenen i Italien med den danske 10 år tilbage, hvor den slet og ret eksploderede. Selvom det nok vil være et overdrevent postulat, at der findes en lokal mikrobrygger for hver vinbonde, ja så er det imponerende, inspirerende og lærerigt at se den italienske ølscene i rivende udvikling med bl.a. de helt nystartede Birrificio Valdarno Superiore fra Toscana som et af de seneste skud på stammen.

På turen op ad den liguriske kyst fra Genoa mod badebyen Loano har alle de små lokale vinbutikker nu også lokal mikrobryg på hylderne, og i Loano bydes ligefrem velkommen med en gigaposter over byens Ølfestival med regionens førende bryggere, hvor enkelte leverer bundsolide bud på India Pale Ales og Imperial Stouts.

Italienerne er dog stadig meget glade for malt og betitler ofte varianter med dobbelt og trippel malt, som skandinavien og USA gør med IPA. Det gør mest ved duften, som er meget intens og føles som at stå foran mæskegryden. Det gør dog knapt så meget ved smagen, men heldigvis har nogle af italienerne også fået fingrene ned i den amerikanske humle samtidig med, at de tilsætter lokale og regionale råvarer og specialiter i stor stil.

Resultatet er ofte ganske bizarre og dybt originale øl, typisk overgærede og letdrikkelige ales, der pimpes op med alt fra østers, røde kartofler og drueskaller til trøfler, gnochii, spinat, appelsiner, citroner og selvfølgelig et hav af krydderier.

Den gotiske betitlede “Cetika” med sin potente font og triballignende streg fra Birrificio Valdarno Superiore ryger instinktivt i kurven. Det storladne design dækker dog ikke over hverken gamle krigere eller mytisk manddom, men noget så uskyldigt som en rød kartoffel. De er godt nok meget stolte af denne unikke og røde kartoffel, som kun kommer op ad jorden i den bjergkæde der løber igennem den lilel by, Fegline Valdarano, 60 km syd for Firenze. Men det er altså bare en kartoffel. Som så godt nok fik selskab i kedlen af andre lokale råvarer som fx. toscansk hvede fra Azurro.

I glasset glimter Cetica om kap med solens skarpe stråler, og et let svæv af gærrester danser med. Stramt og skarpt karboneret med en flot frisk perle, der pipler liflighed rundt i den ufiltrerede og nærmest kastanjerøde krop. Skummet er stort, stædigt og knitrende. Et potent tegn på friskhed, der er helt obligatorisk her i heden.

Over glasset svæver en stor aroma, der rundt om en markant maltprofll også byder på noter af gær, humle, karamel, hø, smør og krydderier.

Reaktionen efter første tår var nogenlunde sådan her: “Fantastisk, den smager rent faktisk af den berømte kartoffel vi spiste i Fegline Valderano ugen forinden”. Ved anden tår; “Det smager lidt af kartoffel”. Ved tredje tår; “Er det overhovedet en god idé at øl smager af kartoffel?”.

Men eksperimentet er definitivt lykkedes, og smagen er et skizofrent samsurium, der med statsgaranti ikke er set før. Kraftig, frisk, intens men kortvarig og på en eller ande måde også lidt uforløst. Øllet er relativt bittert men ikke nok til at kontrastere den monstermassive maltbund og kraftigt krydrede smag. Bismagen af kartoffel kombineret med hvede hører ikke rigtig hjemme i et normalt tankesæt, men det fungerer sådan set udmærket og lever fint op til bryggernes egen kategorisering af Cetica som en “regional ale”.

Karakter (0-6): 3

cetica_toscana_red_potatoe_12

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s