Djævlebryggeriet, Gudeløs (2014)

IMG_3384

I en rum tid var der ret stille omkring Djævlebryggeriet, men op ad asken dukkede pludselig et nyt batch af den gamle klassiker, Gudeløs.

Denne gang i en lille stram 33 cl flaske, men stadig med den gamle enkle blå i blå-etikette. Stregen skiller sig markant ud fra Djævlebryggeriets diabolske dommedagsunivers, med kulsorte etiketter, røde bloddryppende bogstaver og budskaber, der uden tvivl gør Per Oluf Husfeldt, Rune- og Stinus Lindgreen til satans egne sorte sønner.

Øllet fra det efterhånden velvoksne repetoire er knapt så ekstremt som retorikken og imaget lægger op til. Men dette ugudelige bryg, der med afstand er Djævlebryggernes højdepunkt, skal nok få mangen en geek til at melde sig ud af folkekirken og skifte kirkeskattens mønt ud med mere udsvævende adfærd på stadens beverdinger.

Kendere vil vide, at Gudeløs er brygget i samarbejde med Dansk Ateistisk Selskab, og der doneres penge til deres sociale velgørenhedsarbejde for hver solgte flaske. En sådan nobel sag skal da støttes, så det blev til en hel håndfuld hos Barley Wine. En god del af dem røg på programmet til en ølsmagning og en enkelt 6 fod under i kælderens dyb til en anden god gang.

Der var denne dag faktisk heller ikke så meget andet at vælge imellem på den halvtomme sorte hylde hos ølhobitterne. Barley Wine lod sig friste af den lille djævel på skulderen, der viftede med en Tipster rabatkupon til halv pris. Med det forudsigelige resultat at grådige geeks og andet godtfolk gaflede alle rariteter og gjorde livet svært for os andre trofaste og loyale kunder. Må den skumle marketingsmand, der har opfundet dette gudsjammerlige koncept været tvunget til at drikke lunken hvedeøl med en glohed trefork oppe i rektum resten af sine dage.

Heldigvis var der godt fyldt op med Gudeløs, der først gjorde os selskab ved DØE’s ølfestival tilbage i 2008. I jagten på standen kunne man høre King Diamonds falsetto messe i baggrunden, da disse djævelske bryggere i sorte støvler, sorte armybukser, ens sorte t-shirts, det obligatoriske lange hår med pisk og to horn i panden stod bag baren og lokkede svage sjæle i fordærv.

Dengang gjorde Gudeløs også uudsletteligt intryk, og vi er aldrig sluppet for den forbandelse der ramte os der. Men enten er vores smagsløg slidte eller også har Djævlebryggeriet justeret opskriften. Den er stadigvæk lablet som imperial stout, og det er stadigvæk en overdrivelse. Det er mere en klassisk stout, som sagtens kan skænkes i et pint-glas. Men hold da op, den synes bare både strammere og mere rig i aroma og smag.

Mod sædvane satte vi derfor Rune Lindgren i stævne, og han forklarer Allbeer, at der intet er ændret i opskriften de seneste 5 år, hvor 6 bygmalte, 3 humlesorter, demerrasukker, sort sirup og rosinsirup har leflet for sanseapparatet.

Men vi oplever måske en forskel, da det nye batch er brygget af- og hos Stronzo, der ikke har køling på gærtankene. Derudover er den gæret med en gærstamme, der er en lille smule forskellig fra de fleste andre batches. Så fik vi da ligesom sat det på plads, og kan i samme moment konkludere, at Djævlebryggeriet skal se sig om efter en ny legekammerat, da Stronzo’s skumle telemillioner ikke var nok til at undgå konkurs.

Som Gudeløs i sin storhed lægger sig til rette i glasset, kan man ikke andet end at læne sig tilbage i læderet i saglighed. Mens den sorte slanke og stramt karbonerede krop finder temperaturen fra helvede, når vi lige at supplere oplevelsen med Black Sabbath “13”. Med andre ord kan det ikke blive mere sort, selv skummet er mørkt, bundbrændt, stort og stædigt og efterlader gedigne mørklægningsgardiner, der hviler tungt over Gudeløs.

Næsen fyldes med en kraftig, kompleks og maltet aroma med masser af kaffe, chokolade, frugt og lakrids. Smagen er indledningsvist sødlig og opleves stadig kun behersket humlet. Ristede malte, kaffe, lakrids, vanilie og rosiner styrer smagen over i en bitter, røget, varmende og insisterede langvarig finish. Eftersmagen sidder i svælget længe efter sidste tår, og det ville være grådigt at bede om mere.

Så det gør Allbeer naturligvis.

Gudeløs er en genial øl, dog stadig uden at være decideret imperial i sit samlede udtryk. Dertil er bundtrækket for blidt, og vores våde drøm er her mange år efter debuten stadig en kraftigere og heftigere humlet variant.

Karakter (0-6): 5

IMG_3383

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s