Mikkeller, Abel

Abel

At gå i lag med ekstreme imperial stouts fra mørkemanden Mikkel Borg Bjergsø kan ved første tår godt føles som at ligge på en kold kirurgbænk netop den dag anæstesilægen blev hjemme. Mens mundtøjet skæres midt over, smagsløgene skriger og svimlende procenters smerteridt ned gennem svælget sætter synkemekanismen ud af drift, stiller man sig selv spørgsmålet:

Hvorfor er dette overhovedet nødvendigt?

Prisen er som regel på den forkerte side af sund fornuft, og det er de færreste af dem du indleder et længerevarende forhold til. Men det er til gengæld ekstreme engangsknald fra torturkammeret, som indestængte fædre i familiecentrifugen ikke får nok af på den dersens anden konto. Jagten på nye videnskabelige vindinger er ganske enkelt uimodståeligt pirrende, og hver evig eneste gang muligheden byder sig for at udleve latent uciviliserede behov for ondskab og masochistisk ølvandalisme – er det game on.

Vi er arret på sjælen af sorte sønner som fx Black og alle dens monstrøse mutationer – fx Black The Black og Black Barrel Aged Tequila Speyside, og derfor er imperial stout’en Abel fra Mikkellers mellemvægtsklasse mere som et almindeligt lægebesøg, blot med bedre receptpligtig medicin i retur.

Abel var tilsyneladende et one-off fra Mikkeller, atypisk brygget på De Molen, og dermed per definition umulig at nedlægge mere end én gang. Keith Shores demon på etiketten varsler død, gravkammervibes og det der er værre i hans helt tidlige og sikre sort/hvid signatur. Her herligt befriet for neonfarver og hipsteri, Vel nærmere et nøgent men kreativt klimaks fra en grafisk guru, der trækker en smuk streg tilbage til de jomfruelige år, hvor Mikkeller ikke endnu var på mening mands samtaletapet.

Bag etiketten gemmer sig også en imperial stout, der med sine 11,5% ABV sitrer rundt i spændingsfeltet mellem BGBreakfast/Brunch, Black Hole og George. I dette diabolske selskab har Abel jo bare at performe, og ved opskænkning er alt da også som det plejer. Sort oliepøl så undercarboneret og uden liv, at vi allerede her træder på dødsrigets dørkant. Sarte, små, spredte og svært svitsede skumøer kæmper en forgæves overlevelseskamp på den glinsende og nattesorte overflade, hvor det efter kort tid opsluges i det store sorte dyb.

Abels aroma lægger en anelse fortættet fra land, men oven glasset åbner sig langsomt en dragende duft af stout skåret helt ind til benet. Råt. Kynisk. Koldt. Nordisk, men bare på en måde der vil få Noma-og Ny Nordisk øl segmentet til at krybe tilbage i fosterstilling med tomeltotten i munden. Brændt malt, brød, tørret frugt, træ, strejf af røg og slik lægger op til store synder.

Men inden smagen starter sanseapparates sensorer overrasker øllets lette mundfølelse, og netop den detalje differentierer Abel fra resten af Mikkellers sorte serienumre. Måske har dette karakteristika sammen med den ultralave nærmest nordsøoliede carbonering i virkeligheden mere til fælles med De Molen’s Rasputin end fx Black Hole eller Beer Geek Breakfast.

Brændt sukker og ristet malt starter en sygelig sødme, der knapt nok kan kontrasteres af soya, rådden kælder, træ, gammel tørret frugt, lakrids, og om ikke bål og brand så en behagelig rund røg, der kalder på herreværelse, læderstol, billard og pejs. Sådan ét har de fleste af de vi forsmåede familiefædre jo ikke formået at kæmpe os ret til.

I stedet gribes en sjælden alenestund og nålen sættes nok en gang i vintage Black Sabbath, som denne signatur har fået for vane at akkompagnere med Mikkellers undergangsøl. De klæder hinanden godt. Doom, gloom og en ung Ozzy på valium forurener forårssolskinnet med hymner om helvede, heksekvinder og hash.

I finalen besøges mundhulen af behagesyg bitterhed, der fuldender Abels komplekse udtryk på klædelig vis. Men slet ikke ført hånd af fanden selv som BGBreakfast, BGBrunch, Black Hole og George, hvor bitterheden skærer skarpere igennem.

Alle Mikkeller stouts kan stå i timevis uden at miste kraft, karbonering og kant. Det kniber for Abel. De sidste slurke fader faretruende mod det flade og smagen slutter med endnu et skud til bedstemors søde tand. Øldekadencen er total.

De uforløste drømme dirigeres direkte til mesterværket Beer Geek Vanilla Shake, der ikke var en død luder men et decideret luksusknald med en befriende blivende bitterhed, der levede de indre ølpervertioner helt ud i klimakset “imperial stout float”.

Karakter (0-6): 3

5739452182_62a4258ba7_o

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s