Amager Bryghus, Double Black Mash Imperial Stout

50 procent af Allbeers tomandsredaktion bor på Amager, og det forpligter. Især når der på den løjerlige lorteø findes et bryggeri, der giver så mange andre eftertrykkeligt baghjul på stort set alle parametre.

Amager Bryghus har eksisteret i fysisk form siden 2007 og har sprøjtet fantastiske og finurlige øl ud lige siden i en lind strøm. Bryganlægget er udviddet for at kunne følge med efterspørgslen fra især udlandet. 16 lande sælger en eller flere øl fra bryggeriet. Et af dem er Sverige, hvor Systembolaget aftager en del af AB’s øl, og det er også blevet til en mindre fejde over etiketten på nogle af øllene. Svenskerne kan nok tåle en stærk dansk øl eller to, men tegninger af bryster er fy fy. Der var derfor en kort overgang dømt brystcensur og en masse palaver over en lille etiket.

Den slags og de fleste andre begivenheder håndterer Amager Bryghus med en god portion tilbagelænget distance og sarkasme, og mon ikke den svenske puritanisme er alle tiders reklame for bryggeriet, der holder til i et af Amagers utallige ucharmerende områder i og omkring Tårnby.

Det kan faktisk undre den sagesløse besøgende, der første gang forsøger at finde vej til Amager Bryghus, at der i så jammerligt trøstesløse omgivelser kan brygges så fine øl, hvoraf mere end en god håndfuld er Allbeer favoritter og obligatorisk pensum for enhver humletosse. Hr. Frederiksen og dennes frue, Wookie IPA, POP, Rye King og Sinner Serien har alle givet anledning til løftede øjenbryn, tilfredse grynt og udfordring af smagsløgene.

Den æstetiske øjebæ af en bygning, hvor Amager Bryghus holder til, har tidligere været lager for religiøse galninge. Da AB rykkede ind i lokalerne, tog humletosserne over, og lokalerne har været lager for bryggere, som de fleste med sporadisk kendskab til brygverdenen nok kender.

Og det stopper ikke der. Amager Bryghus synes ustoppelige i deres jagt og iver efter at skabe øl, det er værd at betale for og gå efter.

For nyligt annoncerede folkene bag, at engangsknaldet Double Black Mash vender tilbage.

Øllet blev i første omgang relanceret på bryggeriets Sorte Søndag i begrænset oplag. Den kunne købes hos bryghuset selv, hos lorteøens bedste ølpusher Fish’n’Beer og i Ølbutikken, som Amager Bryghus har sat sig for at sparke nyt og tiltrængt liv i igen. Double Black Mash kunne måske også købes andre steder, men det vigtiste er, at Allbeer denne gang købte to eksemplarer. En til skabet og lagring et par år og en til at (gen)smage.

Allbeer har nemlig tidligere haft snablen i Double Black Mash, men dengang var det ren nydelse. I dag står den på lidt mere detaljerede studier af dette bæst af en Imperial Stout, hvor Amagers ukronede humlekonger ikke har sparet på noget som helst.

Ifølge eget udsagn var de egentlig godt tilfredse med resultatet efter første mæskning, men med vanlig Amagerkansk ubeskedenhed valgte de at give den endnu en omgang. Resultatet er blevet en kulsort basse af en imperial stout på 12 procent.

Der er smidt en hel del malte i. Pale, Pilsner, Münchener, Roasted Barley, Cara-hell, Melanoidin, Light chocolate. Cara-aroma, Crystal og Black. Humlerne er Chinook og Cascade.

Øllet er tykt med tyk på og skvulper kulsort ned i glasset under opskænkningen. Et fint lille lag af chokoladebrunt skum ligger langs glassets sider, mens enkelte bobler dovent brister på overfladen af den fuldfede olieagtige væske. Der ser ikke ud til at være meget liv i Double Black Mash, der mest ligner en doven og bedaget stout.

Duften afslører dog hurtigt, at udseende bestemt ikke behøver være det vigtigste. Nøjagtig ligesom bryggeriets placering i vederstyggelige omgivelser ikke har en hujende fis at gøre med, hvad der ender med at komme i flaskerne.

Double Black Mash trækker på de helt tunge duftnuancer. Våd jord, våd skov, efterår, læder, mørk og bitter chokolade og kaffe maser sig langt op i næse og bihuler, og der fornemmes også en snert af alkohol, der leder tankerne over mod whisky eller likør. Duftindtrykket kommer dovent og tungt, nærmest i slow-motion.

Som så mange gange før snyder både duft og udseende en smule, når de rigtigt tunge imperial stout rammer tungen ved de første par slurke. Double Black Mash prikker og stikker med en overraskende livlighed. Der er ikke tale om samme festfyrværkeri af livlighed som lysere øl, men livligheden er dog markant for så mørk en øl.

Derefter tager de gode gamle imperial stout-indtryk ellers over. Smagen møver sig straks op i ganen og mod drøblen med toner af mørk og bitter chokolade, brændt karamel, en læderagtig fornemmelse, sort kaffe og figen. Der anes også en efterårsagtig smag, der igen sender tankerne mod regnvåd skov og jord.

Double Black Mash føles fed som fløde i munden og efterlader en olieagtig lidt klistrende fornemmelse. Den klistrer på læber og i halsen, men det bliver på ingen måde for meget. Undervejs forsvinder den lidt prikkende fornemmelse nemlig aldrig, og det giver en god balance og kontrast til den fuldfede fornemmelse.

Eftersmagen er ligesom resten af egenskaberne ved de 50 cl kulsort nydelse. Langsomt, dovent og ubønhørligt møver smagen sig frem for at dominere mund og gane totalt. En liflig blanding af noget knastørt nærmest sprødt fra humler og malte blandes i en lang finish, hvor der både anes smage af rugbrød, brændt karamel, lakrids og mere bitre humleagtige nuancer som gran og noget limeagtigt.

Double Black Mash er ikke for begyndere. Det er en Imperial Stout af de helt tunge, som vel næsten kommer så langt ud, det er muligt, før der går fadlagring i den. Den når ikke samme højder som Hr. Frederiksen, der i Allbeers humlebibel måske er en af de bedste imperial stouts, der kan fås til prisen.

Det er på den ene side feje hold, men vel nærmest umuligt ikke at sammenligne en øl med andre.På den anden side kan Double Black Mash sagtens tåle sammenligning og er bestemt en øl, der kan stå på egne ben.

Allbeer glæder sig til at se, hvad nogle år bagerst i det mørke skab blandt de andre flasker med kulsort væske kan gøre ved Double Black Mash

(Karakter 0-6): 5

Amager_Bryghus, Double_Black_Mash, Allbeer, El_Jefe, Jesper_EgelundAmager_Bryghus, Double_Black_Mash, Allbeer, El_Jefe, Jesper_EgelundAmager_Bryghus, Double_Black_Mash, Allbeer, El_Jefe, Jesper_Egelund

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s