Flying Couch, Black Bitter Bajer

Flying Couch, Black Bitter Bajer, Allbeer. Martin Goldbach Olsen

Det er et ølvidenskabeligt faktum, at alle geeks ville få et bedre og længere liv, hvis de permanent havde den flyvende sofa stående i stuen. Sand “Comfort” og det der bør være fast ejendom for alle legesyge libertinere med hang til udsvævende livsstil og stimulanser i særklasse.

Der er noget befriende uformelt og eksperimenterende over foretagenet, og følger man de seje sofakartoflers aktiviteter på de sociale medier ved man fx, at den ene slet ikke kan vente på at Postmand Per banker på med den nye Monster Magnet under armen, og den anden har lyst til at brygge en øl ved navn “Hanneman”, da den ufattelige tragedie ramte de levende legender fra Slayer og deres genredefinerende og kompromisløse guitarist Jeff Hanneman. Den slags går rent ind her på redaktionen, som mest af alt består af gamle olme røvhuller, der har brug for at blive bekræftet i, at der rent faktisk findes ligeså håbløse drengerøve som os selv i denne urimeligt kolde verden.

Hanneman kædekævede Heineken med stolthed i et kvart århundrede, og det blev hans endeligt. Heinekens logo sketchet om til hans eget “Hanneman”, prydede en af hans signaturguitarer. Tænk om han havde smagt fx Green Velvet, Black Pleaser, Phister Dü Noel eller Black Bitter Bajer. Så havde han måske kunne nøjes med mindre men bedre og været her stadig med endnu et mejslende mesterriff i ærmet. Slayer er obligatorisk punkt på dagsorden, når Allbeer holder redaktionsmøde, og nyligt  var det på en af de sidste triste åbningsdage på Bischop Arms, hvor emnet ud over lukningen og Slayer var et af de store ubarmhjertigt uundgåelige favntag med livet.

Selv om ølkortet var mere end imponerende, er der slet ingen tvivl om, at det er i Black Bitter Bajer, vi skal hente den ekstra styrke for at komme igennem juleferien i bare nogenlunde humør.

Det startede faktisk ikke så godt. Oprydningen var allerede godt i gang bag baren, og selvom vi hævede øjenbrynene ret bestemt, var der intet at gøre. Der var kun Carlsberg-glas tilbage, og det gjorde lidt ondt at få hældt disse befriende bitre dråber op i sådan et skodglas. Men da dråberne landede friske og håndtrukket fra fadet, vendte vi glasset om, så det eneste vi kunne se var mørke af den slags lyset bor i.

Det kunne de sgu på Bischop Arms. Skænke en øl til ug med kryds og slange i perfekt tempereret tilstand. Urimeligt velskænket Black Bitter Bajer. Den dybbrune farve med et svagt rødligt skær langs med glassets kant klæder dette behagesyge bryg. Skummet er berhersket, omkring en fingerspenge med en lysere nuance fra øllets farveskala. Et smukt syn, der kalder på tilbagelænet nydelse i læderet for en sidste gang.

Selvom vi har haft mange højdepunkter i sofaen banker både Black Pleaser og Black Bitter Bajer dog i vores bog lige niveauet helt derop, hvor sanseapparatet sætter dagordenen og stiller helt skarpt på indtryk uden at spørge om lov først. Fx forretten som byder sig til med en enkel men stor aroma af citrus, tørret frugt, kakao og let ristet malt.

Smagen stikker knastørt som Monster Magnets mægtige debut: Spine of God, der stadig står så tidsløst den dag i dag. Den plade var så skramlet, skarp og uproduceret, at du instinktivt rodede med knapperne på din amp, for at tjekke, at det hele var som det skulle være. Det var det, og det er det også med Black Bitter Bajer, der har tørhed i den ene kanal og bitterhed i den anden. Ikke så meget pis men simpelthen superskarpt og sprødt skåret. Ren, enkel og tør bitterhed flankeret af mørk malt, brød, kaffe, lakrids og et strejf af lejrbål. Perfekt balanceret og direkte drikbar.

Den friske figur og den tørre bitre og langvarige finale, giver lige det der ekstra noch-up, vi så nødigt vil undvære. Til sidste tår står Black Bitter Bajer stram, sprød og dækket af fint skum, og den bidende bitterhed har lagt sig permanent i mundhulen med sine beskedne 5.6 % ABV. Det placerer den i grænselandet mellem dunkel og porter, men blot bedre end langt de fleste fra de kategorier. Vi lukker af med Flying Dogs mesterlige “Gonzo Imperial Porter”, og derefter er der kun én vej. Hjem.

Dagen efter synder denne signatur dog endnu engang på hjemstavnens Søernes Ølbar, med en ekstra Black Bitter Bajer til begge ben. På vejen hjem mod Østerbrogade lignede Metroselskabets svineri i søen pludselig et skønmaleri, og vi kvitterer med fem stjerner til denne simple, lille men også meget store øl.

Karakter (0-6): 5

BitterBlackBajer

Jeff Hanneman, Slayer, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

Phister Du Noel, Allbeer, Flying Couch, Black Bitter Bajer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s