Nils Oscar, Julöl (2012)

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at december månedes releases af øl ikke har Allbeers store interesse. Det skal dog nævnes at Flying Couch’s bastard “Phister Du Nöel”, Mikkellers skarpe imperial porter “Til via Fra” har sneget sig ind som små klassikkere, der skal testes hvert år. Mest fordi de er sorte, bitre og herligt befriet for julens kvalmende krydderier, overdosis af sødme og klæg alkohol. På alle måder u-julede øl, der tjener alle velvoksne mænd lidt ro under december måneds ulidelige hektisme og obligatoriske julefrokoster.

Men skal der “jul” i titlen må Beer Here’s “Jule IPA” og Hornbeers “Julehumle” også anbefales. De er slet ikke så julede som titlen antyder. De sætter en stemning af lidt appelsin og koriander, men er ellers blot befriende bitre, og for førstnævntes vedkommende med godt smæk på alkoholen.

Men på et lille visit over sundet til Bischop Arms på Gustav Adolfs Torg i Malmø, mente en snakkelig svensk beer geek absolut, at gode gamle Nils Oscars “Julöl” ikke var til at komme uden om.

“Nils Oscar laver alt for få øl, det er et faktum…….”

……gentog han op til flere gange. Han havde åbenlyst en ting for “Nils Oscar”, der med “India Ale” og “Imperial Stout”, da også har gjort et vist indtryk i København, hvor det desværre nærmest ikke mere er til at opdrive Nils Oscars øl. Barley Wine har engang i mellem “Imperial Stout”, og den skal man så sandelig ikke snyde sig selv for. Men det er vist også det. De er selvfølgelig heller ikke længere så hippe, og mange geeks mener at tiden er rent fra dem, men “Julöl” vidner om, at håndværket stadig er mere end blot bundsolidt.

Prisen lander som med Chad Beers “15 minutes of flame” på enerverende 89 kroner, og det har den svenske sidemand overhovedet ingen holdning til. Det er åbenbart hverdag på disse kanter. Til gengæld ser han meget glad og, ja nærmest lidt sentimental ud, da det virilt velskænkede glas lander på desken. Øjnene står på stilke, når så potent et udtryk kommer til sit skue. Mørkt med et svagt rødligt skær langs glassets kant og dækket af julemandens eget imponerende skæg. Kæmpestort og kraftfuldt skum. Mørkt, tæt og helt ustyrligt, for til sidst alligevel at flyde ud over glassets kant, så coateren nu ligner gårsdagens julefrokost.

Mens obligatoriske noter af appelsin, karamel og malt går i sync med alt det bedste fra det mørke og maltede repetoire afbrydes sanseoplevelsen igen af den snakkesagelige svensker, der nu underholder med anekdoter om denne øls fortræffeligheder siden 1999. Det er altså det 14. batch af Julöl, der nok er julet både i duft og smag, men også har en solid dosis kontrasterende bitterhed.

Det første der lægges mærke til i mødet med Nils Oscar’s bud på en god jul er temperaturen, der er perfekt tempereret. Vi havde håbet på en kold version til at tage toppen af julesødmen, men det viser sig slet ikke at være nødvendigt, og det er en indledende automatreaktion på indtag af juleøl generelt. Det småbrændte, røgede og bitre udtryk, der fint flugter med de diskret doserede julekrydderier, maltsødme og det der minder om honning, er spot on. Balancen mellem sødme og bitterhed er fin og fortoner sig i en tør bitterhed med et let strejf af alkohol.

Den robuste og maltede krop står stramt men blødt carboneret til glassets bund er nået, og det er altid en luksusfølelse med så stor grad af holdbarhed i en blød, blid og mørk øl. Det ender slet ikke klægt, sødt og dødt som er tilfældet for rigtig mange af de mere middelmådige og traditionelle juleøl. Så skal der en øl i kategorien “mørk og traditionel men med et bittert twist” på det store veldækkede frokost eller aftenbord i december, kunne Julöl være et udmærket bud.

Vi drysser tre store julestjerner efter Julö og siger tak for denne gang til Malmø og Bischop Arms

Karakter (0-6): 3

Niels Oscar, Julöl, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s