Nøgne Ø, Batch 500

Det kræver en ordentlig drønnert af en øl at få det hele til at give bare lidt mening i de døende timer af en grotesk uge på alle tænkelige planer.

Men spørgsmålet er, om en Imperial India Pale Ale på massive 10 procent kan få de mentale tandhjul til at dreje uden for meget knirkeri, når den ene groteske nyhed afløser den anden. Først var der de fortsatte politiske rævekager i form af spin og snyd, der faktisk ikke fortjener flere ord herfra. Intet kan overraske os fra den kant mere.

Så gik rygterne på, at storonde Google og den overdopede cykelørn fra Herning havde slået pjalterne sammen. For lysår siden var søgemaskinens motto “Don’t be evil”. Den slags naive øllebrødsordspil må vist siges at høre fortiden til, når et samarbejde med en notorisk dopet lystløgner kan komme på tale. Dem om det. Cykelsport er på ingen måde i top 40 over Allbeers fortrukne tidsfordriv. Så hellere vaske motorvejen eller grave nogle huller.

Endelig kom nyheden om, at det norske bryggeri med det store Ø på alle etiketterne lod sig opsluge af storkapitalen i form af tysk industribryg. Nøgne Ø har solgt over halvdelen af aktierne til Hansa. Jep, den er god nok. Så var det tid til at indgå et megakompromis for bryggeriet, der praler af ikke at gå på kompromis.

Det er derfor med en god portion skepsis, at der denne aften skal smages på Batch 500. En Imperial India Pale Ale fra Nøgne Ø.

Et ganske kort øjeblik pønser jeg på at strege sloganet “Det kompromissløse bryggeri as” ud på etiketten. Det ordsprog giver ikke rigtig mening mere. Det er umuligt at tælle til alle de gange, hvor førhen åh så idealistiske kunstnere og genier har forklaret, at der skam ikke er nogen modsætning mellem profitmaksimerende doktriner og kunstnerisk integritet. Ligesom utallige høvdinge for offentlige myndigheder har messet, at højere produktivitet med færre folk ikke betyder dårligere kvalitet. Det er samme groteske smøre, vi altid bliver præsenteret for, når principperne pludselig ikke er så vigtige eller afgørende mere.

Panderynker og tanker om verdens jammerlige forfatning forsvinder dog, da glas og oplukker findes frem. Intet kan fjerne den nærmest teenageagtige kådhed, når det igen er tid til grundforskning i de gyldne dråber.

Som navnet afslører er Batch 500 Nøgne Ø’s 500. bryg. Bryggeren var iført jakkesæt, og tv var til stede, da denne potente basse blev rørt sammen. Ellers er det sparsomt med informationer på etiketten.

De fem humler er gamle kendinge: Chinook, Simcoe, Pacific Gem, Centennial og Nelson Sauvin. Sidstnævnte er brugt til at tørhumle dette bæst. Derudover er der fem forskellige malte og engelsk ale gær. Det smagsmæssige resultat skulle ifølge de nu knap så kompromisløse befinde sig i nærheden af en humlet barleywine. Tankerne går da også forbi Three Floyds og Mikkellers suveræne Boogoop. En heftig og voldsom fætter.

Batch 500 er dog en anelse mere sød uden dog at blive kvalm. Mere om det senere.

Nøgne_Ø, Batch_500, Allbeer, El_Jefe, Jesper_EgelundI glasset står denne imperial IPA næsten stille. Få ensomme og dovne bobler svæver mod overfladen og det tommetykke storstædige cremefarvede skum. Øllet er næsten tykt som fløde under opskænkningen. Farven svæver et sted mellem mørk kobber og lys kastanje. Denne øl ligner på alle måder noget kompromisløst. Noget smagsløg og krop slår sig på.

I næsen er Batch 500 sød, bitter og fed med fed på. En dufttsunami af græs, gran, karamel, sirup og citron buldrer langt op i næse og kraniet.

Og det stopper ikke der.

Smagen er vanvittig på alle måder. Først virker den doven og olieagtig i overgangen fra glas til mund. Den fede bryg skal nærmest lokkes ud af glasset. Første indtryk er, at der i den grad er mange kalorier. Den ligger sig i et tungt klistrende lag over tunge og mundhule og efterlader en sirupagtig fornemmelse. Den søde smag kommer dog først lidt senere.

Først melder humlen sin tonstunge ankomst i god forening med maltene. Lakrids, smør, grape, karamel og noter af kanel og citrongræs vælter rundt i ganen og på tungen. Så er det tid til en mere sød fornemmelse i form af sirup og mørk karamel. Til sidst slår humlen et bittert, tungt og ekstremt dovent slag på tunge og over ganen.

Både sødme, bitterhed og den let klistrende smag bliver tydligere i takt med, øllet når de tocifrede grader. Og Batch 500 bliver stadig mere liflig, som minutterne skrider frem. Et kort øjeblik tager denne skribent sig i nærmest at suge de sidste dråber ud af glasset.

På læberne efterlader øllet en sød næsten sukkeragtig smag. Det er helt klart ikke en øl for begyndere. Det bitre, søde, fede og olieagtige sætter i den grad smagsløg og krop på en prøve.

Sammenlignet med Batch 100, der også var en Imperial IPA, virker Batch 500 mere rund og fuldendt. Fuldstændig som Jan Filipe fra Barley Wine antydede, da han på vanlig venlig vis skulle sætte ord på, hvad der gør denne øl værd at drikke. Allbeer kan kun give hovedstadens rareste ølpusher ret og kvitterer med karakteren fem.

Nu venter vi med en god portion skepsis på, hvad det norske bryggeri finder på under tysk herredømme. Der er dog ingen tvivl om, at det endnu en gang var en fejl kun at købe et enkelt eksemplar.

Karakter (0-6): 5

Nøgne_Ø, Batch_500, Allbeer, El_Jefe, Jesper_EgelundNøgne_Ø, Batch_500, Allbeer, El_Jefe, Jesper_Egelund

2 thoughts on “Nøgne Ø, Batch 500

  1. …nu når Ringnes (Oslo) er en del af Carlsberg. Hansa er stadig som Christian siger på norske hender og er fra Bergen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s