Cantillon, Iris (2003)

Cantillon Iris 2003, Martin Goldbach Olsen, Allbeer

Ølåret 2013 rinder så småt ud, og vi når lige inden lukkketid et klimaks af de uforglemmelige med legendariske Cantillons “Iris” i et sjældent batch tilbage fra 2003.

Der er alligevel strømmet lidt surt under broen gennem årene, når en brettanomycesbombe efter en dekade i skabets skammekrog pludselig står der blandt andre udløbne og uværdige legekammerater. Når det så ligefrem er den sure kælling selv føles det i et kort sekund som øjeblikket ved den grønne dug, hvor opgaven synes en smule uoverskuelig og fuldstændig uforudsigelig.

Sessionen starter med rengøring af den støvede og smånussede flaske, med fare for at den falmende etikkette går helt itu. Undersiden af kapslen og toppen af proppen er klistret til i en springfarlig og rusten bakteriebombe, der mest af alt ligner et levende brandsår eller et bestialsk byldeangreb. Da proptrækkeren får bid siver sure ustoppelige og boblende dråber op gennem korken og langs siderne på flaskehalsen. Et meget sjældent og særpræget syn, det vidner om, at Iris enten synger på sidste vers eller om et kort sekund bryder ud i det høje D med et syrligt frontalangreb på spontansoldatens sanseapparatet.

Vi har prøvet noget lignende med en 7 år gammel version af Cantilllon Blåbær Lambik, men der var øllet færdigt uden at være udrikkeligt – men blot stendødt. Iris besidder dog et bedre dna, og selvom ølfossilet er rundet i en mere vinøs retning af den lange lagring er overlevelsesevnen imponerende.

De vildtgærede vibrationer i næsen er helt intakte, og allerede ved åbning og skænkning er det nærmest som om at træde ind i en stald. Hos Cantillon bliver der ikke tilsat gær under produktionen. Det er den flyvegær af op til 100 forskellige bakteriekulturer, som er i luften, der får øllet til at gære. For at give bakterierne optimale betingelser, bliver der meget sjældent gjort rent på bryggeriet. Den del af Cantillons historie giver først rigtig mening, når denne autentiske og surt syrlige duft af stald, tis, eddike, hø og muggen kælder sætter sig fast på nethinden. Det er så bizart som noget kan være, men man lærer at elske det.

En friskskænket Iris af nyere årgang er typisk en stikkende, stram, skarp og syrlig strigle. De 10 års lagring har dog taget brodden af den værste uregerlighed, som nu lægger sig mageligt i mundhulen, men stadig med en blidt prikkende perle og et smukt, stædigt og storknitrende skum. Effekten er nogenlunde den samme som ved fadlagring blot uden træets tanniner, og oldtidsøl af denne kaliber spænder altid op til ekstra lir’ med forkælelse og ekslusivitet i den rene verdensklasse.

Ved første tår snører gane, mundhule og hals sig stramt sammen, nærmest som automatreaktion fra den meget kraftige næse. Men efter en kort tilvænning af mundtøjet er der dømt sur tur på første klasse. Knapt så stikkende og syrlig, men sur som bare satan med masser af krydderier, hvidvinseddikesurhed og bister brettanomyces. I det sidste glas står tætte tåger af grums i noget der ligner væltet grøftekant, og her er alle vitaminerne samlet i en tår så beskidt og sur, at mundvigen laver en Kaj efter et kys fra Andrea

Det niver og river i maveregionen, og tankerne suser stresset rundt med billeder af pludselige sygdomsudbrud og totalkaos i tarmsystemet, der kræver en heksedoktor fra Payottenland at komme til livs. Men i virkeligheden vidner det blot om, at når det kommer til den spontangærende diciplin, er det ingen over eller ved siden af Cantillon.

Karakter (0-6): 6

Cantillon Iris 2003, Martin Goldbach Olsen, Allbeer

Cantillon Iris 2003, Martin Goldbach Olsen, Allbeer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s