Mikkeller, Hop burn low

Nu er det ikke fordi, at vi går særligt meget op i genrer her på redaktionen. Slet ikke når det kommer til Mikkeller, der alligevel altid vender op og ned på alting og sætter sine helt egne standarder for sort, surt og bittert.

Men vi kan alligevel ikke undgå at fange personalet på Mikkeller & Friends i en enkelt meget lille fodfejl, da vi for tredje gang vælger lidt bittert til humlehalsen med Hop Burn Low, der på den enorme øltavle er angivet som en Imperial IPA. Selvom procenterne lige netop lander på tociftrede 10% ABV, har vi altså at gøre med en velhumlet Imperial India Pale Pilsner, der stateside ville gå som en Double Imperial Pale Lager. Det er en detalje – men forvirringen skyldes formentlig, at Mikkeller både har brygget en Hop Burn Low og en Hop Burn High.

Apropos nye standarder, ja så svinger skolelæreren igen spanskrøret over de svedende geeks, der med disse to øl nu skal forstå, hvad valg af forskellige gærstammer gør ved øllet, nærmere betegnet den bitre af slagsen.

Vi har ellers været igennem hele to gær-serier fra Yeasty Boy Bjergsø, hvor vi helt mesterligt og ølhistorisk smagte os igennem både sure og bitre øl brygget efter enslydende opskrift men med forskelligt gær. Hop Burn High og Low er brygget med henholdsvis Ale- og lagergær, det placerer “Low” i kategorien “Lager” og “High” i kategorien IIPA”. Lagergær skal gære ved lavere temperaturer end alegær, og vi gætter på at denne lille men vigtige forskel er baggrunden for øllets titler, som også er indikeret med staveplade på Keith Shores opdaterede etiketter. Men vil de ekstremt grænseoverskridende 300 IBU mon give os en decideret humleforbrænding, som titlen og den originale etikette altså antyder?

Uanset titel, gær og IBU har vi at gøre med meget imperiale, meget bitre og svært sublime øl. Det er kun lykkedes at smage Hop Burn High fra flaske og fad en enkelt gang hver, men de gange vi har haft chancen for at humle igennem med Hop Burn Low har vi slået til, da den måske har den mest outrerede humleprofil.

At stikke båthornet ned i et glas med Hop Burn Low frisktrukket og beluftet fra fadet, svarer nogenlunde til at stikke selvsamme ned i en pose med nyhøstet humle fra landmanden. Simpelthen så friskt, rent og kraftigt at det skal opleves og helst mere end én gang. Når Mikkeller får kritik af øllets priser svarer han determinteret igen med, at der kun bruges de fineste råvarer i øllet, og der er naturligvis stor forskel på at bestille humle hjem i vacuumpakkede pellets fra en eller anden distributør, der tilfældigvis har noget på lager af tvivlsom friskhed og kvalitet, og så hente den friskhøstede humle hjem fra landmanden og hælde den i tanken inden 24 timer. Om det så er for dyrt har vi pevet over, men det er der en god gammeldags lov om udbud og efterspørgsel der afgør.

Vi ved ikke noget om råvarerne i Hop Burn Low, men det både dufter og smager som humle, der kan spores direkte til bage til landmanden, såkaldte kosherhops, som vi også har set det benyttet i fx “Fresh Hops” fra 8Wired og Mikkellers ølvidenskabelige Single Hop Series 1 og 2. Den nærmest omklamrende duft af humle niver i næseborene, men der er også masser af sødlige noter af malt, frugt og karamel, der godt kunne sende balsamerede indtryk af Barley Wine frem på nethinden. Intet spor af alkohol, hvilket er en befrielse oven på den eklatante spritspolerede skuffelse fra Three Floyds, “Blackheart English IPA”.

Smagen er klinisk renset for den boozines, der som regel præger ekstreme, imperiale og alkoholtunge øl. Den deler dog alligevel vandene, og flere mener den er rent overkill og over the top, men så længe øllet ikke bliver harskt i smagen leger vi gerne med lige til lukketid.

Vi forventer den ondeste humlehammer, men oplever i stedet en overvældende, delikat, ren og detaljeret bitterhed. Vi studerer os frem til at lagergær har netop denne effekt på velhumlede øl. Øllen fremstår renere og der er hevet det maksimale ud af humlens bitterstoffer uden at ødelægge smagen. Den lave gæringstemperatur forstærker den naturligere produktion af estere, der bidrager til et sprødere og renere udtryk.

Akkompagneret af krydderier, frugt, brød, citrus, grape og en varm, blid og magisk maltsødme er Hop Burn Low alle humlehoveders våde drøm, og noget af det bedste fra Mikkellers grotesk bitre og kilometerlange bagkatalog. Finalen er så tør, ren og bitter at du automatisk bestiller et glas mere. Selvom der tændes op for en ganske varmende mundfølelse, og vi formentlig uden at vide det ikke kan smage en sort øl i dette øjeblik, føler vi os slet ikke brændemærket rent fysisk, men måske i det mørke sind.

Til gengæld er vi nu endegyldigt videre fra 120 minutes IPA, Pallette Wrecker, Ruination IPA og andre humebombers lidt kluntede krig om IBU’s til en mere nuanceret opvisning i brygkunstens grænser for det bitre, uden at gå på kompromis med de ekslusive råvarers naturlige kvaliteter.

Karakter (0-5): 5

Mikkeller, Hop Burn Low, Martin Goldbach Olsen, Allbeer

Mikkeller, Hop Burn Low, Allbeer, Martin Goldbach Olsen 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s