Three Floyds, Blackheart English IPA

Det er en sand fornøjelse, at satans sagnomspundne sønner fra Three Floyds med ganske jævne mellemrum er at finde på Europas mest ekstravagante øltavle hos Mikkeller & Friends i Stefansgade.

Dagen i dag bød på seriøse spændinger i pandebrasken efter en alt for lang uge på slaveanstalten. Så Three Floyds og deres Blackheart English IPA skreg om kap med både Three Floyds eget überseje neonskilt, som har fundet plads ved den del af baren, der vender ud mod Stefansgade, men også med en solid serie på hele 16 forskellige britiske øl fra Brodies, Kernel og Alpha State, der omgående fristede til frivol fredagsfuldskab. Rule Britannia.

Som om det ikke var lirret nok, lyder reklameretorikken fra Blackheart English IPA mere end tillokkende med den gode gamle fortælling om humlens konserverende effekt på øllet til de engelske troppers togter til Indien. Vi har hørt den historie hundrede gange og får et nostalgisk smil på læben hver gang. Derudover er der udelukkende brugt de helt rigtige ingredienser både hvad gær, malt og humle angår, all english og bitterheden levereret af de klassiske og krydrede East Kent Goldings og Admiral.

At Three Floyds så har valgt en såkaldt “American Formulation” og banket alkoholprocenten op på hele 9%, er vel blot endnu en genistreg fra heavy metal bryggerne fra Munster i Indiana. En imperial IPA med britisk bitterhed bragte forventningerne et godt stykke forbi sund fornuft.

Men med Blackheart English IPA lærte vi endnu engang lektien om, at beer geeks aldrig er i sikre hænder, og at solen ikke altid skinner ud af røven på Three Floyds, der friskimporteret havde sneget sig op på 55 kr for diminutive 20 cl.

Denne signatur er en drikfældig søn af Betlehem, og det er en ond følelse efter endt session både at føle sig tørstig og flået. Den del arbejder vi med, og accepterer, at det sikkert koster dyrt at fragte sjældne dråber over Atlanten, og at glassets størrelse er godt for leveren.

Hvad værre er: Der ikke simpelthen ikke plads til en velvoksen jødegøb i denne undskyldning for et glas, og ølfagligt er det fast rutine at sidde med båthornet helt nede i kruget for at suge alle indtryk til sig. Så i skrivende stund drømmer vi os ned til de tyske drikkelaug i Bamberg, der på bryggeriet har personlige skabe med nøgle til sikker opbevarelse af deres gigantglas. Germansk grundighed når den er bedst.

Udfordringer både med eksperimenterende øl og glas er på den ene side en del af gamet, på den anden sidder man sgu og hænger med skuffen, når forventningerne så langt fra bliver indfriet. Det skyldes alene én ting, og det er den kraftige alkohol, som efter en tår eller to af studieobjektet fra Three Floyds render med alt opmærksomheden.

Indpakningen fejler ellers ikke noget, og mit kompetente kvindelige selskab, der kan dufte en saftig IPA på flere kilometers afstand, får lidt for tidlige julelys i øjnene da dagens rødtoppede tender placerer de to glas på den pastelblå bardesk.

Korngul og perlende, uklar og tungt tåget med et finmasket og skrøbeligt skum. Lige det glitrende drømmesyn vi har længes efter hele dagen, og med en nyligt ankommet og kraftig chip med salt og peber tager vi plads i bunden af baren.

Selvom vi ikke kan få plads til at stikke næsen helt ned i glasset og snuse til, fornemmer vi hurtigt en temmelig indelukket aroma, hvor det også anes at alkoholen spiller mere end en birolle i Blackheart English IPA. Ærgerligt, for de britiske humler og malte plejer at sende nogle ganske intense og komplekst krydrede aromaer op gennem skummet. Men det bliver ved antydningens tvivlsomme kunst, og vi har svært ved at fange andet end beskidte, støvede og subtile noter af gær, malt, brød, alkohol, kiks og træ fra det fad øllet er nænsomt lagret i.

Kroppen er medium carboneret med en tør og creamy mundfølelse. Slim. Sprød. Og sætter sig i svælget med et snerrende stik af alkohol, som vi kender det fra mangen en American Strong Ale eller ubalancerede Imperial IPA’s. Det dækker over og dominerer de ellers fine nuancer af humle, malt, træ, karamel, græs, grape og citrus.

Det er sikkert teknisk perfektion af de kvintenssentielle brygkonger, men smagen slæber sig blot langsomt afsted i ubalance med alt for subtile smagsnuancer. Det kan være fint nok, hvis det er øllets grundingredienser der træder i kararakter, fx ekstra bidende bitterhed fra humlerne, men ikke stikkende sprit i en øl så mager i munden. Det er naturligvis en smagssag, men i vores bog er det en misforståelse at bruge så brillante råvarer i så sjælden en britisk variant, for så at overdøve det hele med en stateside turbo på spritten. Særligt ærgerligt, når nu vi troede vi skulle forkæles på et tårnhøjt engelsk niveau med dyrtkøbte dråber fra Three Floyds.

Da dagens seance går på hæld skyller vi efter med Mikkellers nådesløst bistre “Hop Burn Low” og en overset genistreg “Natasha Rocks America, Imperial Stout” fra Hopping Frog/Fanø. Så kommer ølbranchens flinkeste mand, Thomas Shøn, slæbende med en fustage med Mikkellers første og danskproducerede Faro (Ramses II), en special vildtgæret treat til geeks med en sursød tand. Simpelthen sensationelt, men vi erkender bittert at vore slidte smagsløg er for svært medtaget, og går i shoppen for et par ekstra bidder af den mexicanske kage.

Her modtager vi på syngende svensk nyheden om, at legendariske Närke kommer på Copenhagen Beer Celebration med deres Stormaktsporter.

Så er alt andet jo sådan set ligegyldigt.

Karakter (0-6): 2

Hop Burn Low – måske Mikkellers mest opsigtsvækkende og originale IIPA, der fik det kvindelige selskabs smagsløg sikkert tilbage på sporet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s