Gundestrup Mejeri og Bryghus, Pilsner

Gundestrup Mejeri og Bryghus Pilsner, Martin Goldbach Olsen, Allbeer

Vi dvæler lidt videre ved det sydfynske, selvom vi ikke havde heldet med os, da vores slidte smagsløg for vild med Mejeristens Humlebock. Men bedst som vi troede det ikke kunne blive værre, er vi ved at trille ud af liggestolen over den vederstyggelighed vi overisler drøblen med i håbet om lidt lindren her i hedebølgen. Hvor galt kan det egentlig gå med en Pilsner?

Svaret er: Katastrofalt galt.

Retfærdigvis understreger vi, at dette eksemplar ikke blev hentet hjem fra selve mejeri- og bryghuset i Vester Skerning, men fra Slagter Engstrøm på strøget i Svendborg. Her kan man tage tre styks under armen for en flad hundredelas ledsaget af friske ølpølser med chili. Men der er langt til udløbsdagen på denne “Pilsner”, og køleskabet står i skyggen bagerst i forretningen. Så hvis øllet har slået sig på et eller andet, er det næppe slagterens skyld.

Det hele starter ellers med stor begejstring. Dels over overraskelsen ved at finde en cool og snakkesagelig slagter med lokal øl fra Gundestrup Mejeri og Bryghus samt Ærø. Men også over beskrivelsen på bagsiden af etiketten, der afslører, at denne pilsner er brygget  efter den håndværksmæssige tradition for undergæret gylden lagerøl, som vi kender tilbage fra 1800-tallet. Legendariske og noble Saaz er eneste humle, og basismalte er pilsner og Maria Otter, samt et skvis Müncher.

Det bliver jo ikke mere klassisk, simpelt og indbydende, og det er slet ikke nødvendigt at lefle mere for vores lave instinkter. Den slags går simpelthen rent ind og direkte ned i indkøbskurven. Vi savner i det hele taget flere ærlige pilsnere fra mikroerne. Måske er det fordi, at det ikke er helt nemt at ramme klokkerent. Af en eller anden grund skal det altid pakkes ind i “double” eller “imperial”, og vi tyr som regel til Thy Økologisk Pilsner..

Gundestrup Mejeri og Bryghus har med andre ord stillet sigtekornet skarpt på den helt rigtige approach til en god gammeldags pilsner. Men de rammer helt forbi målet med et veritabelt vådeskud. “Pilsner” er en trist øltragedie lige til at hælde i tagrenden. En stor og småsørgelig skuffelse, da vi de sidste tre-fire år altid har fået en ordentlig én på opleveren i idylliske Gundestrup.

Ved ophældning er det skæv saaz i en lille, indelukket og underlig aroma, der vækker den første mistanke om, at et eller andet er rivravende galt. Vådt pap, karton, papir og noget karklud stikker i næsen og er sikre tegn på fejl enten via oxidation eller varmeinduceret ældning. Efter den ubehjælpsomt ubehagelige start ruller det ene selvmål efter det andet ind over stregen.

Farven er godt nok gylden som en pilsner, men mørk, uklar og diset som en India Pale Ale. Skummet er ren sulfo med store knitrende bobler, der dog lægger sig fladt ned på maven i løbet et halvt minuts tid. Efter en tår eller to er der kun en lille hinde tilbage, og pilsneren ligner leftovers fra en fest aftenen i forvejen.

Kroppen er kunstig og overstram med sært store prikkende perler, der dør ud hurtigere end du kan nå at sige skål. Derefter flunker den til det fuldstændig flade. Flad som i stendød. Smagen sætter en stor sløjfe på nedsmeltningen, der nu er total. En nærmest sur, inficeret og gusten gudsjammerlighed med toner af metal, fugtig kælder, råd og ufed udefinerbarhed. Nuancer og udfald må vi og kan vi leve med i mikrobrygget øl, men desværre er dette en skændsel af et udrikkeligt fejlbryg.

Stemningen ved den sydfynske strandkant daler flere niveauer, da far her nu brokker sig så højlydt, at fruentimmeret forlanger at smage for at få fred. “Det kan man jo ikke drikke det her”, var hendes hårde men retfærdige og umiddelbare dom. Nej det kan man ikke. “Så hæld den dog ud”, lød opfordringen.

Det gjorde vi så.

Karakter (0-6): 0

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s