Surly, Bender

Surly, Bender, Allbeer, El_Jefe, Jesper_Egelund

Brown ale er en underlig genre, og et dyk langt ned i hukommelsens humledale frembringer ikke minder om store, uforglemmelige og legendariske bryg. Tværtimod.

Ligegyldige og colafarvede øl med smag af syntetisk karamel eller sodavand med alkohol med en flad og vandet finish a la den forfærdelige Newcastle Brown Ale eller Mikkellers markant bedre men stadig ganske anonyme Vesterbrown Ale hører ikke til i top flerehundrede over øl, der bare skal smages.

Derfor er de ellers så nysgerrige smagsløg mere end forbeholdne forud for mødet med Bender fra Surly Brewing.

Det er faktisk ikke første gang, Allbeer lægger smagsløg til denne brown ale på 5,1 procent. Heldige humlegeeks kunne tidligere på året gå i infigth med flere af det amerikanske bryggeris opfindelser på Copenhagen Beer Celebration i Spartas lokaler på Østerbro. Her var både Bender og Coffee Bender at finde på hanerne. Førstnævnte blev smagt, men det er først i forbindelse med Surlys gæsteoptræden i disse dage på begge Mikkellers vandhullers haner og i en sending dåser til flaskebutikken, at det nu er på tide at dedikere ord og opmærksomhed til bryggeriet.

Lad det være sagt med det samme. Bender er en af de mest interessante brown ale, vi har prøvet. Det gælder både på fad, men også på dåse. Sidstnævnte krævede dog lidt overvindelse at investere i med en pris på 75 kroner for en mellemstor dåse. Så er der eddermame betalt for dråberne, og det er lige før, at humøret bliver som navnet på bryggeriet: Tvær, gammelmandssur og muggen. De fleste af Surlys dåser har i øvrigt samme motiv, der spiller på navnet:.En vred og rødblusset mand med en flad øl og under den illustration en anden med en glad mand med en levende øl med skum. I håb om at opleve sidstnævnte bliver dankortet sat på lidt ekstra arbejde.

I glasset står Bender krystaltklart og gennemsigtigt i en smuk mørk kastanjebrun farve. Små fine bobler vidner om en pæn livlighed. Et tæt cappucinofarvet skum dækker øllet for en kort bemærkning. Kort henne i smagsseancen forsvinder det meste af skummet bortset fra nogle stædige og finmaskede gardiner langs glassets sider. De bliver hængende fra først til allersidst.

Den dufter lifligt. I starten holder Bender dog igen på aromaerne. Der anes kun lidt malt, når det velvoksne lugteorgan næsten rammer overfladen. Kort efter åbner øllet sig en del mere. Malten bliver mere markant i næsen, mørk karamel melder også sin ankomst tæt fulgt af noget mørkt brød, ristet havre og en snert af lidt chokolade, kaffe og røg. En bitter snert fra humle anes også.

De mange nuancer skyldes uden tvivl brugen af maltene Pale Ale, aroma, Medium Crystal, Dark Crystal, Oats og Chocolate. De tattoverede, langhårede og skæggede bryggere har også tilføjet Columbus og Willamette humle.

De mange ingredienser giver også en god og langt mere markant smag end så mange andre i genren.

Først melder humlen sin ankomst ledsaget af et bombardement af små fine bobler på tungen. Kort efter melder maltene sig på banen. Helt ude ved gummerne dukker anis/lakrids, brændt havre, mørk kaffe og røg op. Både mundfornemmelse eller coating er i den lette ende, og eftersmagen er også hurtigt overstået. Bender når dog at vrikke pikant med både malt- og humlerøv i en diskret finish af let bitterhed og ristet havre.

Bender hæver sig klart op over mange andre i slægten af brown ales og kan anbefales som et fint alternativ til de mange humlemonstre en varm sommerdag eller aften, hvor smagsløgene ikke skal sendes tidligt i knæ og på hovedet i seng. (Surly kalder i øvrigt Bender en oatmeal brown ale, så glade geeks har en genre mere at holde styr på.)

Karakter (0-6): 4

Som bonusinfo kan det oplyses, at øl fra Surly kommer på dåse, men ifølge bryggeriet selvfølgelig skal serveres i glas. Det fungerer virkelig godt med øl hældt i en aluminiumsbeholder, selv om det i den grad udfordrer Allbeers stokkonservative og næsten Henrik Dahlagtige opfattelse af, at verden i dag er en ynkelig jammerdal, og at alt var bedre i gamle dage og på flaske. Den fordom får Surly heldigvis modbevist på bedste vis.

Surly, Bender, Allbeer, El_Jefe, Jesper_EgelundSurly, Bender, Allbeer, El_Jefe, Jesper_Egelund

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s