Nøgne Ø, Pale Ale

Nogne_O, Pale_Ale, Allbeer, El_Jefe, Jesper_Egelund

Nordmændene kan noget, når det kommer til ekstremer.

Det gælder – eller måske er det rigtige ord gjaldt – metalscenen fra omkring 1990 og nogle år frem. Dengang stod den på primalskrig, omvendte kors, pentagrammer, corpsepaint, en produktion der efterlod et lydbillede som var hele baduljen optaget i en vaskekælder og ikke mindst mere eller mindre bimlende skøre bandmedlemmer, der svor troskab til Mørkets Fyrste og følgelig brød både skrevne og uskrevne love om anstændig og lovlydig opførsel.

Det var underholdende, vanvittigt og et på mange måder tiltrængt nybrud på en scene, der var ved at blive kvalt i MTV-succes, sprut og stoffer.

Rigdommen i Norge er også ekstremt. I hvert fald hvis rygtet om oliereserverne og ikke mindst miilliarderne herfra har noget på sig. De sorte dråber i undergrunden dybt under overfladen i de norske farvande er åbenbart at finde i så store mængder, at nordmændene strengt taget ikke behøver arbejde en dag mere.

Det gør nogle af dem heldigvis stadig. Ikke mindst folkene fra Nøgne Ø, der også gør sig i dråber. Noget af væsken fra Nøgne Ø er sort som olie. Det gælder blandt andre den legendariske og ekstemt gode Imperial Stout, som undertegnede har pokkers svært ved at lade være i gemmerne, når det er lykkes at få fat i et eller flere eksemplarer.

Allbeer smagte for nylig den sorte Havrestout på fad hos Bishops Arms. Den havde dog på ingen måde samme klasse, karisma og karakter som stouten.

Nøgne Ø gør sig dog også i andet bryg end det mørke. Blandt andet denne aftens studieobjekt Pale Ale, som pludselig stod på hylderne i Toft Vin sammen med andet norsk humle på flaske fra Haandbryggeriet og Nøgne Ø. Det er længe siden, at der sidst har været flasker med det karakteristiske Ø på hylderne hos de københavnske ølpushere. Derfor blev bæreposen med norsk humle tung, da blandt andre flasken til denne anmeldelse blev båret hjem.

De 50 cl rammer ifølge etiketten præcis seks procent alkohol. Folkene bag erklærer frejdigt, at det er deres bedste allround-øl, og det får fantasi og mundvand til nærmest at løbe løbsk.

For Nøgne Ø har generelt sat pæne og høje standarter med deres ufiltrede øl. Nøgne Ø er i øvrigt også de første europæiske producenter af sake, og logoet med det karakteristiske Ø i forskellige farver oser af kølig nordisk selvsikkerhed.

En del af navnet på såvel flasker, glas og hjemmeside er faktisk også “Det Kompromissløse Bryggeri”. Det bør resultere i et brag af en Pale Ale.

Det er bare ikke helt tilfældet.

I glasset er den livlig, korngul som en pilsner og med et fint gråhvidt skum med masser af små luftbobler. Længe efter opskænkningen vælter de små bobler stadig mod overfladen.

Den dufter forbavsende tung og hengemt. Det velvoksne dufteorgan må flere gange tæt på øl og glas, men det fører ikke til oplevelsen af mere end noget bittert a la grapefrugt og en snert af karamel.

Smagen overrasker også i betragtning af, at der er tale om en pale ale. Nøgne Ø’s udgave hugger øjeblikkeligt til med en skarp bitterhed bagerst i munden. Længere henne i smagsseancen mærkes også en kølende mentolagtig fornemmelse forrest på tungen.

Overraskende er stadig det bedste ord at beskrive øllet med. Eller også er det bare en ekstrem og meget norsk fortolkning af genren?

Til denne pale ale er der brugt Maris Otter, hvede og karamel malt. Humlen er Centennial og Northern Brewer, mens der er brugt engelsk alegær og Grimstadvand.

En tanke melder sig, at det måske er Northern Brewer og Centennial, der bidrager med den overraskende tørre bitterhed og fornemmelse af mentol?

Selv da øllet nærmer sig en slags stuetemperatur åbner smagsbilledet sig ikke meget mere. Der anes dog noget sødt a la flødekaramel. Den er dog mest af alt bitter, tør og efterlader en klistrende fornemmelse i munden.

Nøgne Ø anbefaler deres Pale Ale til forskellige typer af mad, og det skal måske prøves, for alene virker den ikke overbevisende. Det er en overdrivelse, at kalde disse 50 cl ekstreme, men det er bestemt en spøjs fortolkning af en pale ale.

Karakter (0-6): 2

Nogne_O, Pale_Ale, Allbeer, El_Jefe, Jesper_Egelund

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s