Mikkeller, Black Black

Allbeer har det med Black som med Black Sabbath. Først. Størst. Kældersort. Kompromis- og tidsløs. Med Black glemmer du alt om det der var, og det der kommer. Når Black sønderbomber sanseapparatet med den fabelagtige men forrykte fusion af vand, malt, ristet barley, mørk cassonade, ale- og champagnegær og humle, findes der kun nu.

Ground Zero.

Vi har siddet forrest i fandens eget førersæde med Black, i det der må være ca. 6 år, og stålsat studeret de møgbeskidte mutationer lige fra Black White Wax, Black Gold Wax, Black Blue Wax, Black Tequila Speyside (Black Freeze?), Black BA Black as Coal, Black Buffalo, Black Tokyo Horizon, Black Calvados, Black Cognac, Heavy Black, Bourbon Cask Black, Black Alcohol, Rum Cask Black, Olorosa Cask Black, Black Velvet (serveret af Mikkel selv til Beer Geek Brunch), Black Chili, Black Mustard og Black Lakrids Chili Sauce. Har vi mon glemt noget? Det har vi sikkert, og vi venter stadig på t-shirten for det, der må være én af de mest ekstreme, eksperimenterende og avancerede ølserier i historien. Således handler Black og mutationerne mere om evigheden end om morgendagen. Mere om tidsløshed og ølvidenskab end pop og x-factor.

Spiritsserien gjorde det muligt at skrive endnu et nyt sensationelt kapitel, da Black Black som den første øl i verden så at sige er lagret på sig selv. På sin egen tønde. En sort cirkel sluttet på Braunstein hvor den originale Black blev destilleret, og alkoholen hældt på Bourbon fade. Den blev så hældt på Spirits flasker. Da fadet var tomt fyldte Mikkeller det igen, men denne gang med den originale Black Imperial Stout, og resultatet sidder vi med i hænderne nu. Black Black omtales også Black In Black og Black on Black flere steder, man bag på flasken står skrevet Black Black.

Bastarden er et tonstungt og monstrøst mesterværk, der trækker trawl helt nede på bunden af brønden. Hvor originalen er mildt mousserende med en smag, der langsomt leviterer, måske på grund af champagnegæren, er Black Black rundet af lagringen og uden samme mousserende effekt. Dog er den fuld af friskhed og liv. En sort, fed og oliet krop, der står stramt og aldrig bliver doven med en blidt prikkende perle. Vi skænkede selvsagt den sorte olie forsigtigt op i de ekskusive små glas, der fulgte med den sorte boks fra Black Alkohol. Sceneriet står stilet på den sorte spejlblanke coaster – ligeledes fra Black Alkohol. Skummet rejser sig overraskende hurtigt. Let og luftigt, stort og stædigt. Bundbrændt. Megamørkt. Med en nærmest sort rand langs glassets kant.

Livlige noter i næsen af først masser af rørsukker og vanilie. Så bundbrændt malt, torværk, tobak, røg, svovl, mørkristet kaffe, træ, alkohol, sukker, soya og lakrids. Man fornemmer kompleksiteten, dybden, men også potente 18,1% alkohol, der nibber nænsomt i næseborene og så småt nulstiller sanseapparatet til total overgivelse.

På tungen fornemmes den blide og bløde carbonering, der holder på de forførende former og efterlader en coatende mundfølelse. Den første tår er vanen tro for Blacks mutationer et lille chok hver gang. En flammende stik af alkohol galoperer ned gennem svælget og op igen. Som temperaturen falder og smagsløgene vænnes åbner Black Black op for tunge, komplekse og endeløse lag af vanilie, træ, karamel, lakrids, portvin, soya, tørv, røg, alkohol og bidende bitterhed. Den ekstreme sødme og bitterhed har imellem sig alt, hvad det mørke univers indeholder. I finalen tør bitterhed. Alkoholen sætter sig fast i svælget og varmer op for en nærmest brændende mundfølelse, der afslutter denne rabiate tour-de-force i ølekstremisme og videnskab.

Keith Shore har endnu engang twistet et mytisk Mikkeller logo, og det kridhvide tegn er nærmest vredet om til konturerne af et grånende dødningehoved, der måske griner, græder eller skriger. Ondt. Olmt. Gamle russerrøde jammerkomoder her på Allbeer er ellers stokkonservative, når det kommer til etiketter, og Shore’s redesign af gamle klassiskere har vi haft det lidt svært med. Stregen er sublim og den sikreste signatur du kan forestille dig. Det står slet ikke til diskussion. Men der er bare noget helt specielt med de gamle etiketter. De var med til at skabe selve oplevelsen, og i særdeleshed var og er Black og Black Hole’s etiketter helt ikoniske, helt uundværlige og helt befriet for pis og hipsteri.

En søgt sammenligning kunne igen hentes hos Black Sabbath. Hvis nogen vovede at genoptrykke de 5 første episke mesterværker med nye covers, ville satan selv spyde synderen med sin glodhede trefork. Men Shores fortolkning på Black Black og for den sags skyld Black Freeze, må man simpelthen bare bøje sig for i respekt.

Som timerne går og glasset står halvtomt og dufter spekuleres på, hvorfor der ikke er nogen, der har gjort det her før? Men det sagde vi jo også om single hop- og yeast serien. Selvom Barrel Aged bølgen er højeste mode, er dette så hardcore, at selv den hårdeste ølhund må have mærket kanten lige før afgrundens dyb. Hvis nogen skulle gøre det, var det vel Vesterbros vindomsuste vildmænd. Black Black trandscenderer øl, som vi kender det. Som Black Freeze også gjorde det. Hvad er det så? Vi ved det ikke. Men vi ved, at det er en sjælden, sær, skræmmende men sublim følelse at tage en tår af ølhistorien.

Karakter (0-6): 6 

Mikkeller, Black, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

Mikkeller Black Black Barrel Aged, Mikkeller, Black Black, Martin Goldbach Olsen, Allbeer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s