Amager Bryghus, Gluttony

Amager_Bryghus, Gluttony, Allbeer, El_Jefe, Jesper_Egelund

I en tid hvor religion og tro af de fleste i dette land har fået sparket til fordel for selviscenesættelse, -fordybelse og andet navlepilleri af stornarcissistisk karakter, går Amager Bryghus den stik modsatte retning.

Bryggerne fra Lorteøen nærmest tvinger lalleglade humletosser til at forholde sig til meget traditionel religion med Sinner-serien. Den skal efter planen bestå af syv ganske forskellige bryg opkaldt efter dødssynderne fra den trosretning, der i større eller mindre grad bekender sig til en treenighed af Fader, Søn og Helligånd.

Det der med (døds)synder har tidligere fået et overraskende comeback blandt ikke-troende. Ikke mindst i sidste årti af årtusindet før det vi i lige nu befinder os i, da en stjernespækket Hollywood-film satte fokus på de syv dødssynder med en grum Kevin Spacey som skurk.

Pludselig kunne bebumsede teenagere, der normalt ville være dumpet med et brag i religion eller kristendomsundervisning, i flæng nævne de syv dødssynder uden at blinke.

Hovmod, griskhed, utugt/nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab er de syv synder, der – afhængigt at trosretning – er så grumme, at de kan medføre døden.

Amager Bryghus kryber med serien af øl til korset for at tilstå. Målet med  de “7 syndige øl” er ifølge bryggeriet at bidrage med verdensomspændende sjælelig frelse. Intet mindre kan vel gøre det, når det nu handler om øl og dødssynder.

Denne aften skal det så handle om frådseri. Det virker et eller sted indlysende at begynde med umådeholdent forbrug af humle på en blog, der i den grad er dedikeret til netop denne urt.

AB har navngivet øllene på engelsk. Frådseri eller Gluttony er et bæst af en Double India Pale Ale på hele 9,4 procent alkohol. For at brygge Gluttony har bryggerne efter eget udsagn valgt og svælget i de mest skinnnende og iøjenfaldende humler i bryggehulen. Til dette humledrøn er der derfor brugt Hercules, Citra, Simcoe, Centennial, Amarillo og Sorachi Ace humle. Maltene er Pilsner, Pale og Munich, mens gæren er af amerikansk oprindelse. På papiret er der lagt op til drøje humlehug for dem, der er klar til på bedste blasfemiske vis at rage uklar med Gud.

På etikken sidder en tromlefed person på et bjerg af humle og guffer løs af varerne via en gigantisk mund midt i den enorme kuglerunde vom.

I glasset virker Gluttony dog ikke så grufuld, gudsbespottende og vulgær. De 50 cl er korngule tæt på orange, uklar og ufiltreret. Karboneringen eller livligheden er beskeden over mod det afslappede. Små dovne bobler falder langsomt og tungt til ro og vækkes kun til live for en kort bemærkning, når glasset løftes og sættes.

Et cremet næsten råhvidt skum dækker øllet ganske kort tid. Under det meste af smagsseancen er der kun små øer af skum over væsken. Til gengæld klamrer hvide, fede og storstædige gardiner eller slør sig langs glassets sider fra første tår til længe efter den sidste.

Duften antyder ikke, at den nysgerrige ølgeek er ved at gøre noget meget meget slemt mod den Almægtige. Snuden må helt tæt på væsken et par gange for at spore nuancerne i den sprøde duft af humle. vådt græs, citrusfrugt, anis, kogte grøntsager og noget ubestemmelig sødme, der sikkert kommer fra maltene.

Frådseriet er til at overskue på tunge, i gane og svælg. Den prikker lidt på tungen med antydning af citrusfrugt, anis og mentol, og så står der ellers bitterhed på menuen. Tungen tvinges i knæ og til total overgivelse. Resten foregår i gane og svælg.

Gluttony dribler nærmest klodset rundt i det bagerste af munden. Indtrykket er en knastør og megatung bitterhed, der bliver ved og ved. Den dækker munden med en klistrende fornemmelse og en fin balance mellem sødt, bittert og alhohol. Øllet er ikke så tungt, som alholprocent og udseende antydede.

Amager Bryghus påstår, at grådighed er godt, når det gælder humle. Det er Allbeers redaktion helt enig i og går hermed til bekendelse: Vi har syndet og vil gøre det igen og igen.

Karakter (0-6): 4.

Som bonusinfo skal det tilføjes, at der helt tilbage i 1589 blev knyttet en dæmon til hver dødssynd. De syv dæmoner fristede almindelige dødelige til at synde. Dæmonen til Frådseri hedder Beelzebub.

Amager_Bryghus, Gluttony, Allbeer, El_Jefe, Jesper_EgelundAmager_Bryghus, Gluttony, Allbeer, El_Jefe, Jesper_Egelund

One thought on “Amager Bryghus, Gluttony

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s