Bøgedal Bryghus, 305

Allbeer, Bøgedal, 305, Beelzebub, Martin Goldbach Olsen

Hvor flere førende megamikroer både nationalt men især internationalt begynder at omlægge deres bryggerier til større industrilignende foretagender, er det dog en befrielse at nogle stadig er så store ildsjæle, tosser og rablende originaler, at de går den stik modsatte vej. Det gjorde brygmester Casper Vorting. Det sagnomspundne men fallerede konkursbo Brøckhouse fra Hillerød var engang hans hjertebarn. Men da de omlagde og opgraderede produktionen til noget der lugtede fælt af industri og helt opgav de gode gamle dyder, ville brygmesteren ikke længere lege med.

Casper gravede sig endnu længere ned i den sorte muld på en firlænget gård Bøgedal ved Vejle Ådahl. Her etablerede han på rekordtid en eksklusiv og lille produktion på bare 30000 flasker øl årligt i den rene og skære verdensklasse. Jan Philipe fra kongerigets bedste og hyggeligste ølbutik, Barley Wine, mener at vide, at Bøgedal er det eneste bryggeri i norden uden side- eller typereferencer og klassificerer Bøgedal som dansk “Pingus-øl” med reference til vinverdenen. Det skyldes naturligvis øllets overrumblende originalitet og kvalitet, den helt fortidsagtige måde Casper brygger øllet på men naturligvis også de tårnhøje priser på øllet, der typisk ligger på den helt forkerte side af hundrede kroner.

Som Skandinaviens eneste “all gravity” bryggeri er Bøgdal eksponent for en uhørt nidkærhed og kærlighed. Den manuelle tilgang til alle facetter af arbejdet, gør dem helt unikke og Casper til øllets svar på grauballemanden. På gården, der både er hjem og bryggeri, løber øllet fra kar til kar via hejseværk og niveauforskelle – uden brug af pumper. Urten koges over brændeild, mens den skummes for koaguleret protein. Bøgedals øl er færdiggæret efter 17 dage, hvor det tappes på flasker som karboniseres (eftergæres så der er tryk på) på flaske. Det gør at øllet skal opbevares ekstra hensynsfuldt og helst omkring 8 grader.

Skrøbeligheden i den primitive men beundringsværdige brygmetode har dog givet masser af krudt til ufrivilligt fyrværkeri ved åbning af Bøgedals flasker. Men 305 sætter ny standard, og får simpelthen små børn til at græde. Da jeg ved middagsbordet fjernede metaltråden på proppen lød et øredøvende brag og proppen perforerede ph-pendlen i loftet. Vi havde ikke engang rørt proppen. Dernæst stod skummet op i en lodret stråle og ca 20% af øllet gik tabt, mens børnene skreg i kor. De salte tårer afløstes af åben mund og polypper samt en nederdrægtig nedstirring bordet rundt, der signalerede stor stress over patriarkens perverse drikkevaner.

Det gav dog det veldækkede bord en ekstra dimension, og duften af friskværnet mørk kaffe, mørk chokolade, brændt malt, sukkker, karamel og lakrids gik sådan set i fin sync med de grillede lammeculloter- og mørbrads, selvom det var et stort svineri. Man glemte indledningsvist helt at stille skarpt på årsagen til at 305 røg i kurven. Trappistgær i mødet med humlerne Perle, Northern Brewer, Centennial og Cascade, er jo en lille ølevolution i sig selv. En mørk mørk og absolut enestående juleøl, hvor man altså ærgerligt nok skal irriteres over, at deciderede dyre dråber går til spilde. Opbevaringen var ellers skånsom, mørk og tør og så tæt på de 8 grader som muligt uden måske at ramme helt præcist. Vi finder skumslukkeren frem ved åbning af den anden flaske – no doubt.

Men smagen af 305 fejler absolut ikke noget. Fedladen, ja nærmest tyk mørk juleøl med toplækre toner af mørk chokolade, kaffe, rørsukker, karamel, lakrids og noget alkohol (6,9%), der ved nærmere research viser sig at være perfekt doseret og integreret mørk cubarom. Smageren er intens, inciterende, kraftig, krydret og langvarig. Finalen er en smule brændt, ristet og peaty med et behageligt bittert bid der sætter sig sikkert fast i mundhulen. I helstøbthed og karakter er den helt oppe at ringe sammen med Mikkellers klassiske JulePorter Til via Fra. Man fornemmer faktisk urkraften, kærligheden og sjælen i den sublime smag. Men her på Allbeer kan vi ikke dele topkarakterer ud til øl der eksploderer ud over middagsbordet, ligegyldigt hvor meget vi fascineres af old-school brygmetoder. Derfor deler vi tre forsinkede julestjerner ud til Bøgedals 305.

Bøgedal frisk fra fad er stort set umuligt at opdrive på Københavns efterhånden utallige ølbarer, men det lykkedes denne ølfortæller at dryppe snablen i no. 268 på den legendariske Kolding beværtning, You Never Walk Alone. Dernæst har de fast en hane i Torvehallerne, hvor de mest aktuelle flasker står på hylden til 130 kr. Det er værd at gå efter, om ikke så for at nyde Bøgedal frisktrukket fra fadet. Det koster så vidt vi husker 30 kr for et urimeligt lille glas.

Karakter (0-6): 3

http://www.ratebeer.com/RateBeerBest/ByStyle_012013x.asp

4 thoughts on “Bøgedal Bryghus, 305

  1. Ja, sig ikke, du ikke var advaret om eksplosionsfaren 🙂 Jeg har vist endnu til gode at åbne en Bøgedal, der ikke eksploderer.
    Der er i øvrigt forskellige priser på Bøgedal-øllene i Torvehallerne. Hvis de alle kostede 130,- da du var der, har det været et tilfælde. Jeg har set priser fra under 100,-.

  2. Det kan skyldes morfinen i mit blod, men er det ikke lige “jysk” nok kun at give den tre pga skumbadet ved spisebordet? Du skriver, den ikke kan få topkarakter, men karakteren 3 virker lidt fedtet ud fra beskrivelsen. Og så virker det naturstridigt at skulle nyde en øl i Torvehallerne af alle steder i hele verden.

  3. @EL Jefe. Man skal altid lytte til mofinen i blodet. Det er måske lige lovlig fedtet. Faktisk skal det indrømmes, at jeg var i tvivl om karakteren overhovedet skulle påvirkes af skumsprøjtet. Dette eftersom at alle Bøgedal’s flasker som regel mere eller mindre eksploderer. Udslaget var faktisk, at her i 2100 Spelt skal man kraftedme ikke fucke med vores ph-pendler. Alt andet. Men ikke dem – det er ligeså indgroet i os som økologi, Politiken, caffe-latte og Det Radikale Venstre. Nå – men for det ikke skal være løgn så har jeg faktisk en tredje flaske liggende af denne glimrende øl, som skal nydes til endnu en gang lam. Torvehallerne er ikke optimalt – klart – men Bøgedals øl er en helt anden oplevelse på fad, og så kan man lige købe sigt lidt salt og mel for en plovmand på vejen.

    @Admiralen – Tak for flasken i øvrigt. Jeg har aldrig set en Bøgedal til under 130 kr nogen steder. Har nok bare været uheldig. Er der andre øl du vil anbefale fra Bøgedal? Husk mine Thai-opskrifter by the way.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s