Omnipollo, Nebuchadnezzar

Kan øl serveres for koldt?

Det spørgsmål melder sig som det første, da Allbeers redaktion møver kroppene til rette i de bløde og knirkende sofaer hos Bishops Arms i hjertet af København. Derinde i det imiterede bibliotek med hundrede af mærkværdige bøger allerbagerst i lokalet langt væk fra dagslys og storbymylder grubler vi længe over spørgsmålet. Det er pludselig højaktuelt i denne danske afdeling af den svenske kæde af ølhuler med et blæret udvalg af whisky og øl.

Dagens forskningsobjekt er nemlig hamrende koldt i glasset, og det har vi aldrig prøvet før hos de svenske ølpushere, der i dagens anledning også betjenes af svensk personale. Den blå-gule invasion stopper dog ikke her, for smagsløg og gane skal i dag i nærkontakt med dråber af svensk oprindelse.

Navnene på bryggeri og øltype er tilsammen noget af en alkoholtest. Omnipollo er et svensk foretagende stiftet i 2010 af Henok Fentie og Karl Grandin, der i al ubeskedenhed og med deres helt egne ord har ambitioner om at ændre opfattelsen af øl….for evigt. Sådan.

Omnipollo har ikke eget anlæg. Denne øl er brygget på De Proefbrouwerij, der bliver flittigt brugt af mange nomadebryggere.

Nebuchadnezzar eller bare Neb er det mundrette navn på denne Imperial IPA. Den deler dermed navn med en konge, der for cirka 2.500 år siden smadrede Jerusalem og fordrev jøderne. Nebuchadnezzar er også navnet på en kæmpe vinflaske med et indhold, der svarer til 20 normale vinflasker, og nogle husker måske også navnet som titlen på et rumskib i Matrixfilmene, der for to årtier siden satte nye standarder for visuelle effekter.

Neb har vundet guldmedalje på øl og whiskymessen i Stockholm 2012 og rammer ifølge Henok Fentie en bitterhed på 100 ibu. Så forventningerne er høje denne eftermiddag.

I glasset ser den dog ikke ud af meget. Den er orange, uklar og skvulper smådovent rundt i glasset. Skum er der næsten intet af, og livligheden er mere end afdæmpet.

I næsen dribler peber, muskat, smør, muskatnød og kogte kartofler rundt. Nuancerne åbner sig dog først til allersidst, da øllet nærmer sig tocifrede grader. Og det tager lang tid, for det var virkelig koldt ved opskænkningen. Det første aromaindtryk er en fortættet duft, og Nebuchadnezzar fortsætter det duftmæssige skyggespil under hele smagsseacen.

Den kolde væske lammer det forreste af tungen, og man sidder tilbage med en underlig mentolagtig fornemmelse. Som så mange gange før med medlemmerne af IPA-, DIPA- og Imperial IPA-familien smutter smagen direkte fra den lammede tungespids og ind bagerst i munden, hvor den bokser mod gane og drøbel. Her efterlader øllet en klistret fornemmelse, og den virker væsentlig stærkere end de 8,5 procent.

Omnipollo oplyser ikke meget om humle, malt og  gær i Nebuchadnezzar, og den meget lave serveringstemperatur gør det mere end svært at blive klogere på indholdet.

Undervejs åbner Neb sig en smule. Men også kun en smule. Tidligere brugte jeg ordet fortættet, og det virker stadig som det bedst egnede. Den er fed, og alkoholen stjæler for meget af opmærksomheden. Der anes dog karamel, peber og noget bitterhed. Vi nærmer os dog på ingen måde den knitrende bitterhed, som denne type øl normalt tvinger smagsløg og legeme i knæ med.

Kan øl serveres for koldt, var den første sætning i denne anmeldelse. Det er et spørgsmål, der deler vandene på samme måde som holdningen til, hvor varmt vand der skal bruges til kaffe. De fleste bryggere og bryggerier har klare anbefalinger, der også står på etiketter. Allbeers redaktion er da heller ikke i tvivl efter mødet med en meget kold Omnipollo: Ja, øl kan serveres for koldt.

Karakter (0-6): 3

Omnipollo, Nebuchadnezzar, Allbeer, El_Jefe, Jesper_Egelund

One thought on “Omnipollo, Nebuchadnezzar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s