Mikkeller, 1000 IBU

Allbeer, Martin Goldbach Olsen, Mikkeller, 1000 IBU

Da ekstreme 1000 IBU så dagens lys for flere år siden, startede den en særdeles livlig debat, der ikke handlede om øllet men om titlen. Faktisk er det første og sikkert også sidste gang at Mikkeller så sig nødsaget til at gå ud og forklare titlen 1000 IBU, som ikke dækker over så meget andet end ønsket om og forsøget på at brygge den bitreste øl nogensinde. En øl der giver fingeren til den teoretiske grænse på 100 IBU.

Men det er altsammen ligegyldigt. Humlehunde der ikke kan få det bidende bittert nok må ikke snyde sig selv for denne oplevelse. Slet ikke når den i disse dage har fået lidt af en renæssance rundt omkring på hanerne på fx. Ølbaren og naturligvis Mikkeller Bar, hvor den bør nydes med én af de kraftigt krydrede krabater fra Kødbyen og måske lidt stærk ost.

1000 IBU er beyond imperial IPA, er lablet som en Double Imperial IPA og befinder sig selvsagt i den absolut skarpeste ende af Mikkel Borg Bjergsø’s humlebarometer. Mikkel har så vidt vides brugt humleekstrakt (vi gætter på Simcoe) og hele seks humler, men hvilke hænger lidt i luften. High alpha acid humler er mest effektive til bryg af bistre bitre IPA’er, så et gæt kunne være Simcoe, Nugget, Chinook, Warrior, Columbus og den intense men også inciterende og friske aroma kunne være Cascade. Den er hyppigt brugt til humlebomber med masser af citrus og floral karakter, og de hvidskæggede humleprofessorer kan fortælle, at Cascade er en crossover humle af engelske Fuggle og den russisk variant Serebrianka.

Det siger sig selv at en humlehammer så heftig skal nydes frisk, beluftet og håndtrukket fra fadet, men flasken er også et obligatorisk studie. Om ikke andet for indpakningens skyld. Gennemført grønt etikettedesign og indpakningspapir prydes af motivet med Mikkel, der vanen tro ikke kan holde sig på dydens smalle sti og sætter sine egne spor som gemen humletyv. Der er signifikant stor forskel på flaske og fad, dog kan vi sagtens risikere at den originale version er opdateret på ingredienser i det batch vi nyder denne aften på Ølbaren.

Humletemplet i Elmegade udmærker sig altid ved at skænke øllet i originale glas og perfekt tempereret. Der er i det hele taget ikke noget værre end at få skænket sit øl for koldt, men med 1000 IBU er den korrekte temperatur en afgørende detalje for at kunne skelne de ekstreme smagsnuancer fra hinanden.

1000 IBU byder velkommen i forrygende og forførende klæder. Dyb rustik rubinrød farve et par toner tungere end Ølbarens vægge, og et surrealistisk smukt og storstædigt skum. Bittesmå blonder og slør snor sig langs glassets kant fra opskænkning til bunden af glasset. Et onsite mobilmugshott sendes omgående til Allbeers skumeskpert Lars Sewerin, der for en yderst sjælden gang skyld kvitterer med svaret “Jeg har aldrig set noget lignende”. Det har denne ølfortæller heller ikke.

Ligeså overraskende er de inciterende og livlige florale noter af alt det bedste fra det grønne univers. Stor aroma. Meget stor. Af en eller andet grund havde man indstillet sig på en fuldstændig fortættet og indelukket aroma, men den ekstreme dosering af humle præsenterer sig prægtigt i næsen.

Smagen var man efter indtagelse af 1000 IBU light nærmest bange for. Lightudgaven er brygget med meget mindre malt, og dermed var der intet modspil til den nådesløse bitterhed, der galoperede ned gennem svælget med satans trefork i ren terminatorstil. Vitterligt vildt, vanvittigt og voldsomt. Storebroderen, der måske i denne sammenhæng nærmest er lillebroderen, står stejlt i smagen, ja. Men frygten erstattes er rendyrket nydelse i en lang times tid ved bardesken.

Den første tår er lammende bitterhed så sanseapparatet simpelthen slukkes eller måske nærmere nulstilles. Mundfylden er spiff og sprød først på tungen og lægger sig fint og blødt ned bagerst i mundhulen. Det prikker og nærmest niver, men langsomt vænnes tunge, gane og mundhule til det brutalt bitre bid, der stille og roligt åbner op for det grønne gulds skattekammer af smagsnuancer.

Karamelsødme og malt balancer udtrykket overraskende godt. Der er noget tropisk frugt, bær, grape, krydderier, ingefærd, karry og chili gemt rundt om det, der må være det tætteste vi kommer på at sutte på en humlekogle. Finalen er fuck you floral bitterhed, og der tændes op for en varmende mundfølelse, der ender som et fysisk brændemærke. Et hophead-certifikat til evigt minde og bevis på, at man har gennemført den ultimative test i rabiat ekstremisme fra en underjordisk ført og gal men genial hånd.

1000 IBU er ikke blot en brygteknisk stiløvelse og kraftpræstation men også en enestående øl og den “ultimative IIIIIIIIIIPA….” Selvom det aldrig i min bog bliver en klassisk Mikkeller øl, vil man alligevel altid huske den som sådan en kamikaze-øl, hvor grænserne for det muliges kunst presses til det yderste. Min engelsktalende sidemand minder mig om, at “everything pure and good is worth overdoing”, og i dette tilfælde må jeg give ham ret.

Karakter (0-6): 5

Allbeer, Martin Goldbach Olsen, Mikkeller, 1000 IBU

Mikkeller, 1000 IBU, Martin Goldbach Olsen,, Beelzebub, Allbeer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s