Mikkeller, Fra Til Via Juleporter (2012)

Martin Goldbach Olsen, Mikkeller, Allbeer, Fra til 2012

Intet var som det plejede fredag eftermiddag på gode, gamle og efterhånden legendariske Ølbaren, der heldigvis stadig ikke er blevet solgt. Der var ingen kunder udover selvfølgelig stamkunden over alle stamkunder, Erik. Faktisk har vi aldrig været på Ølbaren uden Erik også var der. Men bartenderne minus Jakob havde gang i en lille lukket julefest, og stemningen så løssluppen, at vi for første og formentlig sidste gang hørte musik på Ølbaren fra et til lejligheden installeret ipod-anlæg. Heldigvis var det ikke julemusik men tonerne af vintage Pink Floyd og deres episke klassiker Dark Side Of The Moon. Det kan man trods alt ikke tillade sig at klage over.

Helt hyggeligt, og da El Jefe og denne ølfortæller fik bestilt efterfølgerne til den fine Green Velvet fra newcomers Flying Couch, oplevede vi også et særdeles sjældent Mikkeller moment. Santas Little Helper 2012 og Fra Til Via Juleporter 2012 frisk fra fadet er jo helt og aldeles obligatorisk julepensum. Vi gik forventningsfulde ombord i de kulsorte dråber, som altid velskænket, perfekt tempereret og i originale glas. Så langt så godt.

Vi må dog modvilligt men koldt og kynisk konstatere, at Santas Little Helper er gået fra fin til forfærdelig på 4-5 år. Den engang så robuste, rustikke og komplekse juleøl, der bare bød på mere af det hele, er forvandlet til en øl helt uden aroma med en kvalmende kemisk sødme i smagen, der mest af alt minder om marcipanekstrakt af den kunstige og tarvelige slags. En af de hårde hunde fra den århusianske ølmafia, har klogt kommenteret om det kemiske udtryk mon kunne stamme fra hanen på Ølbaren? Det er ikke til at sige, og tanken har aldrig strejfet mig før. Men man har dog aldrig oplevet at lade en Mikkeller øl stå efter så få mundfulde. Skulle dette forestille at være Mikkellers bud på julemandens håndbajer, så foretrækker jeg til hver en tid en Satans Little Helper i stedet.

Det kunne sagtens være Fra Til Via Juleporter 2012, der tilsvarende gennem de sidste 4-5 år har udviklet sig fra fin til fortræffelig. Det er der flere årsager til. Den primære at Mikkel Borg Bjergsø for gud ved hvilken gang har tabt alt humlen i gryden. Dette kombineret med en stor og intens aroma med et nytårsfyrværkeri af bål, brand og røg så hedt, at vi helt instinktivt ser os selv spejde efter skumslukkeren på Ølbaren.

Dernæst udmærker Fra Til Via Juleporter 2012 sig modsat alle andre juleøl ved det ganske geniale, at julesødmen først findes frem i finalen helt bagerst på tungen. Her har de brændte noter, røg, aske, tørv, kaffe, stjerneanis, malt, chokokade, koriander, samt bidende bister bitterhed fra humlerne Saaz, Cascade og Centennial allerede sønderbombet sanseapparatet og tændt op for en glohed mundfølelse.

Det holder i den grad sødmen skak, måske ikke i objektiv perfekt balance, men som Allbeer kan li det, og et læsterligt lærestykke i kompromisløst sortsyn fra mørkemanden Mikkel. Man må imponeres, og slet og ret bare læne sig tilbage i læderet og nyde. Carboneringen er oily og lav, alligevel er kroppen stram, sprød, fyrrig og frisk trods tunge 8% alc. Porter med et twist af jul, der aldrig får lov at mudre Mikkels maniske mantra om at finde grænsen og passere den, imperial style.

Flaskerversionen er jo flot pakket ind på forhånd, men fra fad er der heller ikke sparet på glimmer og gaveparpir. Skummet så stort, stædigt, livligt og bundbrændt at vi ser os nødsaget til at kontakte Allbeers skumekspert, Lars Sewerin for en uddybende kommentar. Han kvitterer for mobilmugshottet fra sit hjemmelaboratorie med ordene:”Helt klart en ganske speciel molekykær sammensætning, der ligger bag dette frembrusende og livligt boblende skum, toppen minder om de fineste fiskeæg”. Effektive mørklægningsgardiner sidder stædigt fast på glassets kant hele vejen mod bunden, hvor øllet til sidste dråbe holder en imponerende flot figur.

Dette er uden værdig konkurrence årets bedste juleøl, og Allbeer skal ud i kulden og skanke forråd til vinteren med et par ekstra flasker. Vi skal hilse og sige, at der absolut ikke længere er grund til at justere opskriften på Fra Via Til Juleporter. Vi er tæt på de magiske seks julestjerner men lander alligevel på fem funklende af slagsen.

Smagen sidder i svælget langt ud på aftenen, mens man filosoferer over, hvad der dog skete med den lille klassiker Santas Little Helper. Var det hanen? Var det vores smagsløg?Eller skal det diskuteres, om Santas Little Helper ikke bare er kompromisløs sødme? Det er bestemt muligt, men i vores bog skal juleøllet kontrastere højtidens søde toner og ikke supplere dem.

Læs også: Mikkeller, Fra Til via Juleporter (2009)

Karakter (0-6): 5

FratilVia1 FratilVia2

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s