Mikkeller, I Beat yoU

Allbeer, Mikkeller, I Beat yoU, El Jefe, Jesper Egelund

Jeg har hele min barn- og ungdom fået at vide, at vold ikke er løsningen. Hverken drenge eller piger må være voldelige. Det er primitivt, ikke pænt og noget at skamme sige over, lød det fra pædagoger, forældre, venners forældre og alle mulige andre. Spørgsmålet er, om folkene bag I Beat yoU (jep, sådan staves den) har fået samme besked.

Hvis svaret er ja, så har budskabet ikke haft den ønskede virkning. For Mikkellers Imperial IPA både slår, sparker, river og niver. Det skal en IIPA selvfølgelig også. Mange øl-geeks med hang til den type ekstremøl og andre humleoverfald kan med rette beskyldes for selv at løbe direkte ind i øretæverne. Helt uden at blinke. Ofte ender det med nogle smagsmæssige ar og blå mærker, der er værd at tale om.

I Beat yoU falder ikke i den kategori. Denne smagsdommer må i bagklogskabens ulidelige klare skær erkende, at dette voldsomme overfald på samtlige smags- og følesanser ender i en regulær advarsel til andre. For nærkontakten med denne IIPA føles som et los under det smagsmæssige bæltested.

Urene hundeslagsmål kan af og til ætse sig ind i bevidstheden på en fascinerende måde. Jeg nævner i flæng “The Rumble in The Jungle”, eller da Mike Tyson nyfortolkede udtrykket øretæver ved at tage en bid af Holyfields øre. Mødet med denne øl når slet ikke de højder, men den bliver på ingen måde glemt.

Allerede de første indtryk burde have fået alle urinstinkter i højeste alarmberedskab. Øllet ser grumset ud, som om de 9,75 procent har gjort sin kropsmæssige indvirkning i form af promiller og sløret blikket en smule. Men dråberne har endnu ikke ramt munden. Faktisk er øllet kun lige skænket.

Små dovne bobler siver mod overfladen og det cremefarvede skum, der lige akkurat dækker øllet med et fint lag. Det ligner helt sikkert en øl, mine rookie smagsløg vil slå sig på. Grov og kompromisløs.

Det velvoksne lugteorgan må ned i glasset flere gange, for den er svær at blive klog på.

Der er noget bastant over duften. Tung. Tankerne ledes hen på mørk og våd skov. Enkelte toner af havre, grape, brændt karamel og jord.

Som glad og til tider lidt for kæk provinsdreng lærte jeg ret tidligt at fornemme, hvornår der kunne være øretæver i luften. I den midtsjællandske flække hed det ganske enkelt at få tæv eller nogen på munden. Desværre har mange år på læreanstalter og i flere såkaldt civiliserede job svækket ungdommens overlevelseinstinkter. Sanser og krop er slet ikke gearet til dette her. For I Beat yoU uddeler tørre tæsk ved første, anden og de følgende slurke.  Og slagene er mere end urene.

At kalde I Beat yoU bitter er årtiets underdrivelse. Der er tale om en helt ekstrem bitterhed. Den snerper, snerrer og flår. Øllen er sur grænsende til det harske. Tungen får en megalammer ved første berøring, og så slår den bitre humre.

Den føles lidt olieagtig i munden, og den harske fornemmelse går ikke væk. Den bliver ved og ved. Der anes lidt tømmer, malt og en snert af rosiner.

Med 9,75 er det en af de tunge drenge at gå i clinch med. Men den er for meget. Og bestemt ikke helt i balance.

Det er efterhånden over 20 år siden, jeg sidst blev belært om, at vold ikke er løsningen, og jeg må efter mødet med Mikkellers IIPA noget modvilligt give de gamle pædagoger og lærere ret. I Beat yoU er dårligt selskab og en voldsbølle, jeg til min egen overraskelse hældte ud, selv om der var et par slurke tilbage.

Karakter (0-6): 2

Allbeer, El Jefe, Jesper Egelund, I Beat yoU, Mikkeller

One thought on “Mikkeller, I Beat yoU

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s