AleSmith, IPA

Allbeer; Jesper Egelund, El  Jefe, Ale Smith, IPA

På kalenderen står der årets sidste sommerdag. Et hurtigt blik op fra tastaturet og ud over byen hverken be- eller afkræfter den påstand. Derude er det mørkt, og sidste sommerdag rimer derfor fint på AleSmith IPA. Mens flaske og glas findes frem, dribler tankerne forbi sommerens og ikke mindst den seneste uges begivenheder som beskrevet af og i diverse medier.

På den politiske scene går politikere, journalister, kommentatorer og andre i selvsving over et magtmisbrug, der vist nok fandt sted, dengang den nuværende statsminister blot var kandidat, og nogle af dem ved magten mente, at kandidatens skatteforhold og –betaling kunne bruges til karaktermord eller noget ligeså charmerende. Det mest overraskende er vel egentlig ikke, at den slags kan og stadig finder sted. Næh, det er mere selve forargelsen. magtmisbruget bliver mødt med, der kan undre. Det er som om den kollektive hukommelse – i hvert fald som den kommer til udtryk på snart sagt alle nyhedsflader – bliver nulstillet efter et par måneder. Der findes formentlig et par milliarder udtryk og historier om, hvad magt og kampen om den kan få folk til at gøre. Alligevel tror de fleste åbenbart stadig på, at politikere og andre med magt siger, hvad de mener, og gør som de siger.

Personligt har denne signatur nok en mere sort opfattelse. Den bliver desværre ikke lysere af at se på, hvad der sker i danske ølkredse. Her er der også magtkampe og forsøg på at kvæle kritiske røster. Det gælder både Hornbeers groteske kamp mod en pænt sagt nærtagende sparekasse i det nordjyske. Men seneste uskønne eksempel er denne uges håndtering af uenighed om kommunikation og nyheder om den her på redaktionen stærkt ventede Copenhagen Beer Celebration 2013. Nogle skriverier hist og her fik øllet og temperamentet til at skumme over flere steder.

Først lod Mikkeller via Twitter forstå, at alt samarbejde med Beerticker nu ville være indstillet i al evighed. Amen. Anledningen stod aldrig helt klar, for pludselig forsvandt Mikkellers pip om bruddet med Beerticker. På sidstnævntes hjemmeside kunne undrende øl-geeks heller ikke blive klogere på, hvorfor initiativtageren til næste års mest hypede øl-begivenheder først uddeler en kæberasler ved at blackliste en hjemmeside om øl for minutter efter at vende på en tallerken og lade som om, intet er hændt. Den slags metoder giver både panderynker og en grim smag i munden på glade ølbloggere, der uanset hvad altid skriver, hvad der passer dem.

Og slagsmålet fortsætter. CBC’s Ivan Jensen skriver på den fremragende blog “Mund-fuld”, at DØE nu undrer sig over og bagtaler CBC. Fortsætter det meget længere, ender det vel med krav om en øl-kommission for at rede trådene ud.

Men disse beefs glemmes hurtigt, efter en smuk og langvarig infight med denne aftens virkelighedsflugt. Troen på noget harmonisk i denne verden får en humleindsprøjtning af de bedre. Og lad det være sagt med det samme: AleSmiths IPA er absolut en af de bedste lynkure mod sortsyn og mismod på menneskehedens vegne.

Den gyldne farve er lidt lysere end rav, og de mange små sprudlende bobler får på et splitsekund humøret i plus. Skummet er tyndt og porøst med en god del bobler. AleSmith påstår på flaskens bagside, at boblerne er ganske særlige på grund af gær, vand og flaskevalg. Kombinationen giver mindre bobler, og det forstærker smagen, lader bryggeriet os forstå. Da denne aften ikke skal ende for tidligt, bliver der dog ikke knappet en anden IPA op for at måle bobler. Og så grænser det også til det naturstridige at afholde konkurrence om, hvem der har de mindste.

Farven er til gengæld til at forholde sig til. Skummet som de (ekstra) små bobler vælter op i mod er nærmest lysegråt. Da boblerne falder lidt til ro, fremstår øllet uklart. Mere diset end grumset.

Humøret får endnu et nøk i den helt rigtige retning, da duftritualet går i gang. En frisk bastant humleduft kilder næse, hjerne og det meste af ryggen. Der anes toner af gran, citron, lys malt og en snert af noget karamel. I munden breder en lang og frisk humlesmag sig et par øjeblikke efter første slurk. På tungespidsen danser et kort øjeblik en smag af mynte og mentol, men kort efter fyldes munden med en fløjlsagtig fornemmelse, og nu åbner der sig nuancer af malt, lakrids og fyrrenåle.

AleSmith praler selv – og fuldt fortjent – med, at denne IPA allerede i 2001 fik en pris ved San Diego Real Ale Festival. Forsiden af flasken er prydet af de velkendte bogstaver IPA og AleSmith, og bagsiden røber, at de tre bogstaver ifølge deltagerne på festivalen for 11 år siden står for I Prefer AleSmith og It’s Pretty Awesome. Mine smagsløg kan kun juble med i koret. Det er virkelig en god og velafbalanceret sag, der med sine 7,25 procent ligger midt i det efterhånden uendelige IPA-land.

Eneste lille minus er vel, at bryggeriet holder humle- og malttyperne helt tæt til kroppen. En lille time efter den blev skænket, er livligheden i øllet intakt, den føles helt rigtig i munden, og dækker stadig ganen med en fin fløjlsagtig fornemmelse.

Ønsker den drevne øl-geek noget ekstremt og nyt, så er denne AleSmith IPA ikke stedet at søge. Her bliver leveret en stram, velafbalanceret og forbandet god IPA. Men søger du godt selskab en dag, hvor det er tid til mental udstempling af tilværelsens gøremål, forvirring og galskab, så kan disse 50 centiliter helt klart anbefales.

Karakter (O-6): 5

Allbeer; Jesper Egelund, El Jefe, Ale Smith, IPA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s