Amager Bryghus, RyeKing

Amager Bryghus, RyeKing, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

For to år siden røg redaktionen rimeligt langt ud i grøftekanten, da vi akommpagnerede et skærebræt af chorizo, stærk ost og cornichoner med en behagelig brise fra Christiansminde Strand samt ikke mindst Amager Bryghus’ Rugporter. Det var ikke nogen helt almindelig porter, nærmere en ekstrem baltic porter, og med de 8,5% alc var det en overraskende tung opgave at agere badevægt for dette monsterbryg, der trækker trawl dybt nede i det stoutske univers.

Nu er det ikke fordi, at jeg har haft lejligheden til at vende tilbage til Rugporter, men jeg er vendt tilbage til crime scenen på Christiansminde. Her er ingen blid brise men snarere stiv kuling. Det er dermed ikke særligt aktuelt at hænge ud på stranden, og der er allerede på feriens 2. dag brug for noget at styrke sig på. Med i kufferten var endnu et bryg fra Amager Bryghus, som jeg har set frem til med tårnhøje forventninger. Både titel og terroir har ikke så lidt til fælles med Rugporter omend den i smagen er noget blidere og røget i sit udtryk. Det er absolut en øl som Lorteøens stolthed kan tillade sig at prale af , selvom de må dele lidt af æren med en lille legende og Frank Zappa lookalike ved navn John Laffler fra et af USA’s mange magiske mikroer, Goose Island.

Dette transatlantiske samarbejde illustreres på den elegante etikette, hvor Stars n’ Stripes er iført den gode gamle vikingehjelm. Denne fusions fantastisk flotte farver står i stor kontrast til RyeKing’s kulsorte og bundbrændte krop. Exit light, enter night. Et smukt smukt syn der i sin sorthed suppleres af et sjældent set mørkt men også imponerende potent, stædigt og luftigt skum. Man har på fornemmelsen at dette bliver stort, og det gør det også. Faktisk så stort, at det tangerer Burn Out, Hr. og Fru Frederiksen og dermed et soleklart referencebryg, der fortjener et nyt batch og en mere målrettet markedsføring. Hvis ikke det var fordi etiketten var så markant og anderledes, havde jeg aldrig nogensinde opdaget RyeKing, men på den anden side –  det er jo også sådan lidt typisk Tårnby og en del af charmen. Vi må selv gøre arbejdet, og det gør vi så, med glæde.

I næsen noteres livlig noter af hårdristet malt, tørret frugt, sødme, karamel, mørk chokolade, mørkt rugbrød og et subtilt hint af røg. Man kan måske godt anklage RyeKing for havne i anakronismens klør, men det gør ikke mig noget, når det hele er så perfekt afstemt som tilfældet er. Det der gør hele oplevelsen uforglemmelig for denne signaturs vedkommende er den langvarige, toneangivende og tørt huggende bitterhed fra US humlen, Northern Brewer. Den står på toppen af en palette af let og blid røg, engelsk lakrids, bundbrændt malt, rug, karamel og bitter chokolade. Hele herligheden med en silkeblød, smooth og porteragtig mundfølelse. I det hele taget taler RyeKing med sine 7,7% alc mere porterens sprog en Rugporter gjorde. Men den bistre bitterhed gør forskellen, og man kan blot ærgre sig over at man kun fik slæbt et enkelt eksemplar med på ferie.

Karakter (0-6): 5
Flere øl fra Amager Bryghus på Allbeer

Amager Bryghus, RyeKing, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

One thought on “Amager Bryghus, RyeKing

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s