Mikkeller, Copenhagen Womens 10K

Mikkeller, Copenhagen 10K, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

Hvad I hede hule humle er meningen? En øl til motionerende kvinder? Er det en mesters måde at indsmigre sig på det ustabilt utilregnelige østrogensamfund beboet af alle vores bedre halvdele?? Er det et forsøg på at ramme forsiden af Femina, eller endnu værre – iForm?? Er det tilbagebetaling for alle de utallige gange vi kommer trillende alt for sent hjem fra Mikkeller Bar med alt for oppustede maver og brændvarme kreditkort? Er det fordi Mikkeller godt ved, at hans flasker har fortrængt persiennerens, kalkløser, skurecreme og grundrens etc. fra samtlige køkkenskabe hos mangen en geek?

Undskyld piger, her er en øl til jer. Ikke sådan en sort satan jeg leder jeres tøffelhelte i fordærv med, og som koster en hel vennindebrunch på Cafe Sommersko. Næh, en politisk korrekt øl med lav alkoholprocent (3,5%) i kan vimse rundt og smalltalke med, når i har slæbt jeres evigt dårlige samvittighed 10 kilometer rundt i indre by, mens jeres mænd for en gang skyld og helt passende kan holde skansen i maskinrummet.

Vi finder os ikke i sådan et bagholdsangreb her på Allbeer. Vi nægter kategorisk at løbe 10 kilometer, men vi kan sagtens opføre os som kællinger for en formiddags tid. Så under dække af at ville heppe på- og overraske fruentimmeret ved målstregen, mødte vi op som forvirrede fremmedlegemer i dette kultagtige motionshelvede med en helt anden mission. At finde Mikkeller boden og finde ud af, hvad det er for en øl mesteren forsøger at snyde os for.

Heldigvis var det to ældre damer, der betjente de 3000 regnvåde misser, og dermed var vi nogenlunde sikre på ikke at blive genkendt fra baren. Den, synes vi selv, geniale idé var at spille den småtrætte trofaste tjener og dermed vinde damernes tillid. Det kan de sjældent stå for, slet ikke når man har et et barn i hver hånd. “Nååh, har mor fået en skade? Aarjj hvor synd…hvor sødt i henter hende lidt at styrke sig på.”

Nu er sådan en recyclingsvenlig plastkop (Føj!!) jo uhandy med begge hænder fulde, og tanken var jo at hjembringe en flaske. Derfor gik vi ud på tynd is og indledte os i et forsøg på at mestre den helt særlige kvindelige diciplin: At snakke om alt og ingenting på samme tid, “kaglen” hedder det vist på almindeligt slang. Det lykkedes så godt, at en enkelt flaske af “Copenhagen Womans 10 K” lige så stille og roligt blev listet ned i sponsornettet fra iForm. Så var det ellers blot om at kæmpe sig igennem de udmattede misser, monsunregnen og direkte hjem til studier ved køkkenbordet.

Her har man jo så instinktivt og fornærmet lyst til at svinge spanskrøret over skolemesteren Mikkel, men vi må modvilligt indrømme at denne frugtøl ikke er uden evner. Det er måske den bedste af de øl fra Mikkeller, der bevæger sig ned under 5%. Ikke alene har den vitterligt veldrejede og indbydende former med sin dybe og klare rubinrøde farve, det store, livlige og luftige skum samt den insisterende og prikkende perle. Men der er også lidt overraskende for typen særdeles friske og livlige noter i næsen af bær, humle, hø, hvede og noget surt. Originalt er især at humlen er så present men perfekt afstemt på palletten, der også forkæler med frugt, malt, tranebær, blodappelsin og surtørbitter finurlig finale: Som It’s a light, der møder en let udgave af Not Just Another Wit.

Lettere vandet mundfølelse men til gengæld knastør og herligt befriet for klæg sødme. Målgruppeanalysen har været yderst præcis, og det er første gang denne signatur fornemmer feminin begejstring for noget der er surt og bittert. Så hvis Copenhagen Womans 10K alligevel ender med at give os lidt billig kredit på kontoen, skal Mikkeller været tilgivet dette tarvelige trick. Den findes da efterhånden også på hylden hos bla. Barley Wine. Redaktionen ender på tre stjerner, men hende der rent faktisk løb Copenhagen 10K, synes den skulle have en fire.

Karakter (0-6): 4

Mikkeller. Copenhagen 10K, Allbeer, Martin Goldbach Olsen


One thought on “Mikkeller, Copenhagen Womens 10K

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s