Brouwerij Boon, Oude Geuze Boon

Allbeer

Allbeers ekspert i surt sprøjt hedder Kaptajn K. Hun har en syrlig tand og kan dufte brettanomyces på flere kilometers afstand. Derfor er det altid fornøjeligt trygt at have hendes erfarne og særdeles skarpe smagsløg ved sin side, når man for gud ved hvilken gang forsøger at overbevise sig selv om at duft af tis, smag af eddike og efterfølgende totalkaos i tarmsystemet rent faktisk giver god mening. Den unikke raritet fra Cantillon, Grand Cru Bruocsella Lambic Bio 2007, var samlingspunktet denne sure torsdag aften. Nok engang var det ikke lige, hvad man havde set komme. Den var total flad, absolut uden perle og helt død efter tre års lagring på fad. Da den lettere vandige krop hellere ikke kunne prale af så meget som bare antydningen af lidt let skumdannelse, var det som at drikke fortyndet eddike med en mystifystisk småklistret mundfylde. For denne signatur er den store prikkende perle og det finmaskede flotte skum en vigtig del af oplevelsen i det spontangærede univers, en ekstra dimension til den sure syrlighed.

Den store og sjældne skuffelse fra legenden Cantillon gav ikke ligefrem fingrende frit løb på tastaturet. Men efter 14 timers intensiv julefrokost den efterfølgende lørdag med det gamle heavymetal hood fra Vestegnen – samlede jeg kræfter til oprydningen i selskab med James Brown på vinylen og klassikeren Oude Geuze Boon ved hånden. Så bliver det sgu ikke mere funky, hverken for det musikalske øre eller for ganen. Hvad der manglede i sprød friskhed og skum fra Grand Cru bruocsella Lambic bio 2007 får man i rigelige mængder i gode gamle Oude Geuze Boon. Skummet står storknitrende, spillevende og snehvidt oven på den gyldne superstramme og småboblende champagnekrop. Mixturet af ung og gammel lambic er “Signed, sealed and delivered”, som mister Brown messer i baggrunden. Indeed – og jeg kan pludselig hverken høre eller se ødelæggelserne fra den atombombe der er sprunget på mit spisebord og i mit køkken.

Noter af hestestald, hø, strå, lemon, gær, muggen kælder og surhed svæver oven glasset. En sand genstart af sanseapparatet. Indtrykkene fra det foregående halve døgns absurde indtag af porsesnaps og geeket ølmenu forsvinder som dug for solen mens gane, mundhule og hals snørrer sig stramt sammen i den prikkende og ultratørre finish. Skal dog have en tår eller to mere før jeg helt uden Kaptajn K ved min side tør stille skarpt på den sære men ufarlige smag af krydderier, pepper, moderat hvidvinseddikesurhed, blid brett, lidt sødme og en krystalren syrlighed. De 6,5% alc. tænder en smule op for varmen i den udtørrende mundfølelse.

Oude Geuze Boon er en direkte drinkabel Geuze som spontansoldaten kan børste tænder med, og som ikke bør skræmme en utrænet men nysgerrig gane eller næse væk. Den gode gamle Tapir plejede at underholde med, at spontangærdet øl deler vandene i to – Atlanterhavet på den ene side og Furesøen på den anden. Med Oude Geuze Boon kan man måske samle et helt lille begynderhold til en svømmetur i sidstnævnte.

Karakter (0-6): 4 

3 thoughts on “Brouwerij Boon, Oude Geuze Boon

  1. Martin dog, nu strammer du den. Ikke at Oude Geuze Boon ikke fortjener dine fine ord, men ligefrem at kalde Grand Cru Bruocsella Lambic Bio 2007 for en stor skuffelse, det havde jeg ikke forventet. Her sad vi og blev enige om, at den, på trods af sin særhed, vandighed, totale mangel på perle og det at den næsten ikke kunne synkes, alligevel fortjente fire point på den sædvanlige skala. Hvilket jeg næppe behøver minde dig om jo kvalificerer som ‘meget god’.
    Jeg vil give dig så meget som, at den nok næppe kvalificerer til at få nybegyndere til at svømme i Furesøen, men meget skuffende var den nu ikke..
    PS.Flere syrlige torsdage til svømmerne..

  2. Ja – jeg strammer den måske lidt, men jeg tænkte jo så at Kaptajn K kom på banen. Jeg overvejede at skrive “den mindst gode” fra Cantillon, men jeg mindes nu at der var noget med en regel og fire stjerner 🙂 En syrlig torsdag inden jul ?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s