Miss Håndbryg, Miss Chinook

Det er knapt et års tid siden jeg havde den store fornøjelse af Miss Håndbrygs foreløbige højdepunkt, den røgede russer Miss Babooshka. Der var jeg ikke et sekund i tvivl om, at Miss Håndbrygs bagmand Klaus Bransmark ville blive den næste håndbrygger i rækken der opgav sin amatørstatus og gik pro, som vi har set det med fx Three Amigos, Black Rooster m.fl. Det havde været en noget nær perfekt affyringsrampe, da Miss Babooushka ikke alene var et højdepunkt, men også en øl så fantastisk formfuldent, så enestående og ekstrem samt så fuld af passion og urkraft at den fortjente et større publikum, fortjente at være tilgængelig på ølpushernenes velassorterede hylder, så alle os hjælpeløse tosser ville have fri adgang til Bransmarks bedrifter.

Men sådan skulle det ikke gå – endnu. De slidte smagsløg må indtil videre leve på minderne om Miss Dracuella, Miss Babooshkha, Miss Nurse, Miss Stars and Stripes og  Miss Lam. På én og samme tid både dødærgerligt men også befriende cool og kult. For Miss Håndbryg huserer stadig i køkkenet på De Mezas Vej i det århusianske samt i andre tophemmelige konstellationer, bl.a. med baggårdskatte som Dupont og Dupont bag de obskure navne Aparte og Ko samt Kamikaze Biru. Bransmark har således stadig hoserne solidt plantet i den ulmende undergrund, og dermed den bedst bevarede hemmelighed du overhovedet kan forestille dig.

Som navnet og den helt suveræne etikette antyder, er det legenden og überhumlen Chinnok der i denne IIPA spiller hovedrollen. Det er ikke helt tilfældigt, da Chinook er Miss Håndbrygs hushumle, og så var Miss Chinook den blot tredje øl fra Klaus Bransmarks hånd tilbage i 2008. Den fik vi her på redaktionen aldrig smagt, og da Chinook også er vores absolutte favorithumle er forventingerne helt i top til dette 2011 remake af originalen.

Chinook er det tætteste man kommer på beskidt, bister og kompromisløs bitterhed, der nærmest går over i det røgede og rådne med noter af træ, harpiks og fyrnåle. En humle der efterlader en udtørrende mundfølelse og bliver siddende i svælget i timevis. Chinook var også med i den første serie af Mikkellers storslåede single hop projekt, og var måske den bedste af dem alle. Den gode nyhed for mig og forhåbentlig dig i nærmeste fremtid er, at Miss Chinook sagtens kan være med i det selskab. Jeg kan simpelthen ikke forlange mere af en IIPA.

Stor aroma svæver oven glasset. Forførende. Frisk, ja nærmest nyslået. Malt, humle, karamel, frugt, græs, grape, citrus og honning. Vildt og voldsomt skum ved første ophælding, men sjældent langvarigt og storduftende. Supertstram og sprød kastanjebrun efterårskrop. De første dråber lander lidt uroligt på tungen, men måske er det bitterheden der stikker. Omvendt står øllet knivskarpt og friskt i glasset til den sidste dråbe efter en god halvanden time på køkkenbordet. Helt udsædvanlig holdbarhed og endda med et stædigt fint lille skum, der bare nægter at lægge sig ned.

Forrest på tungen et bistert og brutalt angreb af bitterhed assisteret af en fuldfed og supersprød maltprofil, der bringer procenterne op på svimlende 9,3% – reelt IIIPA niveau. Der følger toner af træ og et let strejf af rund røg, grannåle, grape og noget krydderi. En sand humlehammer, som den knapt så garvede gane formentlig vil afvise, men mit hopometer er helt oppe i højeste ringetone.

Sanserne styres hele vejen rundt i IIPA-universet og tankerne svæver i retning af de udbombede krigskammerater som Hop Dam IIIPA og Mean Manalishi, der også begge udmærker sig ved eventyrligt bredrøvede maltprofiler. Kan heller ikke undgå at skænke en tanke til Imperial IPA’en Miss Lam, der med sin knastørre og krasbørstige bitterhed fra en opskruet Chinook-profil også gjorde et stort indtryk, dog uden det samme nådesløst langvarige bitre hug som Miss Chinook.

Spørgsmålet er om dette enestående bryg bliver den affyringsrampe Miss Babooshka ikke blev. Vi krydser fingre, for hemmeligheden på De Mezas Vej er ganske enkelt for stor til ikke at briste på et eller andet tidspunkt. I mellemtiden vil Allbeer stædigt fortsætte med at banke på Miss Håndbrygs virtuelle køkkendør.

Karakter (0-6): 5
Miss Håndbryg Blog 
Miss Håndbryg på Facebook

Miss Håndbryg, Miss Chinook, Allbeer, Martin Goldbach Olsen
Allbeer skumekspert Lars kategoriserer Miss Chinooks skumudvikling som erotisk!!
Babooshka - en røget russer alle geeks bør bide skeer med.
Miss Dracuella - brutal, ekstrem, receptpligtig og et minde for livet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s