Mikkeller, Texas Ranger (3. batch)

Texas Ranger, Allbeer, Mikkeller, Martin Goldbach Olsen

Vi glemmer det sent. Måske aldrig. Da vi for første gang nådesløst blev sendt hinsides af Mikkellers sorte søn Klaus Bransmark og hans ekstreme blæksorte bitch Miss Dracuella. Det blodrøde bid af hjemmedyrket habanerachili lammede i løbet af et par sekunders penge hele sanseapparatet og står mejslet ind i hukommelsen som den dag vi brændte op på øllets alter. Ja, den lille stærke satan slår langt hårdere end sin egen vægtklasse og er i den grad et super spice til øl, også selvom der ikke er doseres så drabeligt som i Miss Dracuella.

Første batch af Texas Ranger vakte stor begejstring hos redaktionens Tapir (R.I.P)  en sen eftermiddag på Ølbaren. I sagens natur ventede vi os en øl der væltede os omkuld, og Tapiren var nærmest nervøs ved sine slidte og sarte smagsløg. Vi tog en forsigtig tår og kiggede småskræmte på hinanden. Men chokeffekten udeblev og vi mødtes af en harmonisk, rund og behageligt bidende chipotle chili (røgtørret jalapeño), der først sparkede igennem på den helt lange bane i noget nær synkront parløb med et røget ristet udtryk samt bitterhed fra den spøjse kombo af Saaz, Zeus og Centennial. I månederne efter var Texas Ranger fast ingrediens i flere af mine tunge kødretter i køkkenet, chili con carnen har aldrig smagt bedre skal jeg hilse og sige.

Bortset fra flaskestørrelsen og den nye elegante etikette ser Texas Ranger ud som den plejer. Nattesort slim middelcarboneret krop dækket af et stort, stædigt, bundbrændt og mørkt skum. Inciterende og indbydende ud over det sædvanlige. Men så stopper ligheden vist også. Mikkeller har nemlig sidenhen skruet op for temperaturen i Texas Ranger, og med dette 3. batch får vi så endelig boret satans brændende trefork helt ned i det smertende svælg. Der er lige et ganske kort øjeblik af ro forrest på tungen, og så tages smagsløgene ellers som gidsel af dette ekstremt arrogante og sadistisk dominerende bryg. Chilien står i smagen stejl som en mur, der får den kinesiske ditto til at ligne et læhegn.

Jeg smider derfor straks noget krydret pølse og lidt stærk ost på skærebrættet, og det viser sig som altid hurtigt at være en rigtig god ide. Texas Ranger har brug for et modspil, eller rettere de bedødvede smagsløg har. Langsomt lægger chilien sig sikkert i mundhulen, og rundt om den brændende platform i smagen åbner sig et ristet univers med nuancer af malt, chokolade, pepper, mørk frugt, røg. Det er svært at sige om humlerne – igen Saaz, Zeus og Centennial – kommer helt til sin ret. Men en kraftigere bitterhed kunne have været interessant.  Som fx i Miss Dracuella, hvor hophead favoritten Chinook gjorde sit for, at de drabelige dråber alligevel ikke fik os helt over på den anden side for good.

Texas Ranger (3. batch) er en enestående og storslået øl. Kan du ikke få chili nok i dit liv, er der kamp til stregen her. Tøver du? Så husk, at chili er ganske godt for din potens, dit kolesteroltal og dit blodtryk. Som betaling for flammehelvedet får du dertil en sand vitaminbombe – stoppet med antioxidanter, herunder C-vitamin, beta-karotin og Capsaicin, der modarbejder forkølelse, øger stofskitet og sænker appetitten. Med andre ord er det kun rimeligt, at vi alle afkræver Mikkeller endnu engang at skrue ned for flaskestørrelsen, så den både kan være i medicinskabet og i sengebordsskuffen.

Karakter (0-6): 5
Mikkeller Texas Ranger (Originalen)
Miss Håndbryg, Miss Dracuella 

Se Smeden spy ild herunder:


Texas Ranger, Allbeer, Mikkeller, Martin Goldbach Olsen


One thought on “Mikkeller, Texas Ranger (3. batch)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s