Three Floyds, Amon Amarth Ragnarok Imperial Porter

Allbeer. Three Floyds, Amon Amarth Ragnarok Imperial Porter, Martin Goldbach Olsen

Det er ikke hver dag at en Imperial Porter må finde sig i at varme op for en endnu sortere storebror, slet ikke når afsenderen på Imperial Porteren er verdens bedste bryggeri Three Floyds. Men det var ikke desto mindre tilfældet på denne legendariske dag på Mikkeller Bar, hvor Amon Amarth Ragnarok Imperial Porter på ikke mindre end 8.2% fik flufferjobbet og smurte smagsløgene på mangen en geek, der i virkeligheden kun ventede på hovedattraktionen, den absolutte legende og notoriske natteravn Dark Lord.

Navnet er ikke helt tilfældigt da denne potente porter er en “krigsøl” brygget i samarbejde med det melodiske death metal band, svenske Amon Amarth. De varmer ikke op for nogen som helst. Men turnerer verden tyndt med deres grotesk grinagtige men oprigtige vikingemetal udgjort af kraftfulde kvad om Nordsøens salte smag, duften af nedbrændt kloster og vigtigst af alt, Valhalla, hvor døde krigere mødes og får mjødhornet fyldt.

Selvom der ikke er meget mjødhorn over de små glas på Mikkeller Bar, så var Valhalla måske alligevel inden for rækkevidde da dråberne af Amon Amarth Ragnarok endelig fandt sin rette temperatur og tonerne af røg, bål og salt satte sig fast bagerst på tungen. Hvor bandet Amon Amarth bruger for lang tid i motionsrummet og for lidt tid i øvelokalet, ja så spiller øllet ikke med musklerne men snarere med et kunstfærdigt, komplekst og afbalanceret bittert udtryk.

Imperial ja, men den høje alkoholprocent er pakket ind i porterens former: Blødt og blidt, lavt carboneret med en diskret prikkende perle, en nærmest olieret tekstur og en super smooth mundfylde. Ikke et vildt frontalangreb fra en krigsøl men snarere et kælent møde med indbydende og inciterende indtryk i duft og smag. I næsen livlige og friske noter af ristet røget malt, kaffe, lakrids, grape og humle. Stor og livlig aroma som i en lille stout eller en sort IPA. Smagen spæner rundt i spændingsfeltet mellem det sprøde søde og det tørre bitre:  Malt, lakrids, let røg, salt, rosin, karamel, frugt og humle. Helt nyslået, frisk og direkte drikbar. På den lange bane står bitterheden stærkest.

Amon Amarth Ragnarok Imperial Porter holder måske ikke helt hvad navnet lover, men det er stor brygkunst og kun Dark Lord kan trække en så stor opvarmingsøl.

Karakter (0-6): 5

Erik Swiatek, Allbeer, Dark Lord, Amon Amarth Ragnarok Imperial Porter, Three Floyds, Martin Goldbach Olsen


4 thoughts on “Three Floyds, Amon Amarth Ragnarok Imperial Porter

  1. Bruger ikke nok tid i øve lokalet??? Amon Amarth er ikke grinagtigt. Det er bare gankse normalt Melo-Death med viking themed lyrik, og nok den bedste af slagsen! Men måske er de en herre der ikke er så vild med metal ;-). Desværre fik jeg ikke smagt denne øl til eventet, men fik dog smagt alle de andre, inklusive Vanilla Bean Brandy Barrel Aged Dark Lord og Bourbon Behemoth hehe. Men lyder sku som et godt bryg, ærgeligt at de var løbet tør da jeg ville smage mig et glas 😛

  2. Ha ha… tak for din kommentar. Jeg er kæmpe metal fan – og det var sådan set kærligt ment. Jeg synes deres univers er morsomt men jeg anerkender at de tager det ekstremt seriøst. Tilgengæld er jeg vitterligt ikke imponeret af det musikalske udtryk, selvom jeg sagtens kan komme i headbanging mode af deres svingende grooves. Men føj, øllet var satme lækkert. Måske vi ses til Copenhell – jeg glæder mig inderligt til Morbid Angel og Kyuss 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s