Randers Bryghus, Hoppy Sundown Imperial Ale

Randers Bryghus, Hoppy Sundown, Allbeer, Martin Goldbach Olsen
Groucho Marx sagde engang at han aldrig ville melde sig ind i en forening der kunne finde på at acceptere ham som medlem. Men måske man så skulle starte sin egen? Vi har her på Allbeer historisk inkompatible ganer med DØE’s medlemmer og deres kåringer af årets ølnyheder. 2010’s kandidater er en eklatant bizar blanding af middelmådige og i flere tilfælde elendige øl. Enhver brandingekspert ville spille det nye navn “Ølpensionisterne” på banen og introducere alle medlemmer for et mimrekort samt sikkerhedssele til øllets ufarlige midterrabat.

Listen er som en stor sort sol over den danske ølhorisont, der øjensynligt ikke rækker længere end en simpel pale ale fra den storindustrielle ølelefant og et par enkelte hits fra Midtfyns Bryghus og Hornbeer. De fornyende, de innovative, de notorisk grænsesøgende bryggere fra Det Lille Bryggeri, BeerHere, Raasted, Kissmeyer, Croocked Moon, Djævlebryggerne, Amager Bryghus og Mikkeller blev der ikke plads til. Det gjorde der tilgengæld til Randers Bryghus, hvis Hoppy Sundown Imperial Ale jeg lagde drøbel til på Salig Simons Gaard i Svendborg sidste sommer.

Jeg førte noterne til den personlige logbog men besluttede at kassere anmeldelsen, da Hoppy Sundown vrikker videre på en skamreden skabelon som en stivbenet ølkrikke og ikke efterlader nogle varige spor i mulden. Med så mange “Gøgebryggere” ind over kobberkedlen kunne man ellers havde håbet på en mere udfordrende eller unik oplevelse, men det er ingenlunde tilfældet. Jovist, den er humlet, men de rå mængder af favoritterne Centinnial, Chinook, Cascade og Nugget ender med en bitterhed på “den stive side af kuling” som Randers Bryghus med lun humor skriver på etiketten. Jeg oplever at humlerne nærmest udligner hinanden, og bitterheden er naturligt intens, nærmest udtørrende og langvarig, men også en anelse monoton og endimensionel. Måske det er den heftige humling af urten, der har fået en ordentlig tur både før og efter kogning og brygget er desuden dry hopped efter nogen lagringstid. Det hjælper heller ikke på oplevelsen at 8,7% alc. stikker fjæset lige lovlig langt frem på palletten. Det mærkes også på aromaen der er underligt indelukket, uren og nærmest bitter. En blanding af humle, sødme, fyrnåle og gammelt vasketøj. Ikke videre indbydende. Men flot ser den ud ved skænkning. Kobberfarvet og let perlende, stort smukt og stædigt skum.

Alligevel ligger Hoppy Sundown i den bedre halvdel af DØE’s liste. Og taget i betragning af at øllet er limited edition brygget i beskedne 1250 eksemplarer, er det da også noget af en bedrift at Hoppy Sundown er stemt ind i top 10. Men jeg ved snart sagt ikke, om det i virkeligheden er det mest opsigtsvækkende.

Manden der overhovedet har gjort afstemningen mulig, Peter Myrop Olesen, har for en stund måtte lukke den fremragende nyhedsportal Beerticker. Og læser man nekrologen får man klart det indtryk, at DØE har ladet Peter knokle med at opdatere listen over ølnyheder i den tro, at DØE på et tidspunkt ville skyde nogle seriøse penge efter projektet. Det gjorde de bare ikke. Men for fjerde år i træk smykker de sig nu med Beertickers fjer i den stort hypede afstemning. Heldigvis viser det sig, at Beerticker.dk i dag torsdag kl. ca. 13.45 blev relanceret i nye rammer med hjælp fra Humletorvet, og på den måde håber enhver ølnørd så, at vi alligevel ikke behøver starte vores egen forening. Men i stedet kan kaste vores support, mønt og masser af klik efter det vigtigste og bedst opdaterede ølsite, der om nogen gør det DØE prædiker, fremmer øllets sag.

Gå til Beerticker.dk
Support Beerticker på Facebook

Humletorvet

Karakter (0-6): 3

Randers Bryghus, Hoppy Sundown, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

One thought on “Randers Bryghus, Hoppy Sundown Imperial Ale

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s