Mikkeller, Vestebro Kaffestout

Mikkeller, Vesterbro Kaffe Stout, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

I love the smell of napalm In the morning. Af en eller anden grund er denne filmhistoriens største oneliner fra mesterværket Apocalypse Now blevet synonym på min første friskkværnede kaffebønne søndag morgen. Den flyver ikke ud i køkkenet med samme autoritet som fra ejermanden, Robert Duvall, men jeg tænker den og en falsk følelse af uovervindelig frihed overmander sanseapparatet.

Det er også disse legendariske ord der beamer frem på lysttavlen da jeg stikker båthornet dybt ned i Mikkellers Vesterbro Kaffestout. Umiskendelig hårdristet friskkværnet mokkabøne af den fineste kvalitet i næsen. Måske den reneste, klareste mest klinisk præcise kafferoma siden den uovertrufne mokkabombe Peche De Mortel fra de canadiske kultbryggere Dieu Du Ciel. Ren og intens bønne i en fantastisk fusion med mørk ristet malt. Duften af søndag morgen er lige rundt hjørnet, frisk morgenbrød fra den økologiske, P1 og børn der hænger i fars haser utålmodige for at gribe dagen.

Men det er bare ikke søndag morgen, men derimod en regnvåd fredag aften på Mikkeller Bar, hvor mangen en kold og gennemvåd geek fanger Mikkellers seneste sorte søn frisk fra fadet, og indtil videre det eneste sted man kan kaste sig over denne lækkerbisken.

Øllet er desværre nærmest koldere end udendørstemperaturen i Victoriagade, så jeg bruger en ti minutters tid med hornet dybt i glasset. På øllets svar på Noma forventer man selvfølgelig at tenderen ved hvilken kaffe Mikkel har brugt, men det gør han ikke og lysten til at opklare det synes fraværende midt i den kolligiale sludder bag disken. Måske den samme som i Koppi lyder svaret?  Jeg og en celeb ratebeerian ved min side konkluderer blot, at det sikkert ikke er Irmas den blå.

Øllet står satans sort i glasset med et beskedent mørkt skum der hurtig lægger sig fulgt af fine blonder. Smagen er noget mere kompleks end jeg husker Peche De Mortel, hvor kaffebønnen bogstaveligt talt driblede rundt på drøblen. Vesterbro Kaffestout har rundt om de mørke ristede toner af kaffe og malt også krydderi, græs, grape, humle, let røg og lakrids. Både bitter og sød, og en lækker tør finish hvor humlen sætter sig sikkert bagerst på tungen. En delikat oplevelse, og hvis der en dag kommer en flaske vil jeg også prøve at nyde den på en rigtig søndag morgen. I mellemtiden skylder man sin kræsne gane at svinge forbi Victoriagade endnu engang, da denne ugens lækkerbisken er endnu en kaffestout, Heine Brothers Coffee Stout, der har fået en ekstra skud af den ristede organiske Mexican Chipas coffee. Yummi.

Karakter (0-6): 5

Mikkeller, Vesterbro Kaffe Stout, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s