Green Flash Brewing Company, West Coast IPA

Green Flash Brewing Company, Allbeer, Martin Goldbach Olsen, IPA

Nu når Kong Vinters grumme hånd hærger stadens gader og stræder kræver det vel Gud noget at styrke sig på. Det bliver heller ikke bedre af, at akademiets intelligensia er sneet inde i Prag, og lige nu sidder og luner sig ved pejsen i selve øllets indre hos guddommelige Chyne. Pisker Pilen i retning ad Oenschlægergade, hvor ellers? Selv i forfrossen tilstand har jeg det som om det er fem minutter i juleaften, når jeg en alt for sjælden gang styrer jernhesten mod verdens bedste Ølbutikken. Jeg ynder at dukke op uden ønskeliste. Men ender altid op med en sæk store julegaver alligevel. Denne dag var ingen undtagelse, og mit humlehungrende fjæs blev lynhurtigt afkodet af Santas Little Helper bag disken.

Posen fyldtes op med et par ægte amerikanske klassikere, der skal kickstarte weekendens krydrede indiske lam med friske tomater og ingefærd, og så lidt mørkt fra Mikkeller til at lune sig på når nattetimerne sætter ind. Midt i begejstringen over de mange modige mikrobryggere fra egen andedam, der kaster sig ud i vilde eksperimenter med den store amerikanske IPA, er det både befriende og nødvendigt en gang i mellem at gå direkte til kilden. Og det bliver vel næppe mere autentisk, legendarisk og ærkeamerikansk med nyklassikeren West Coast India Pale Ale fra Green Flash Brewing Company. Et relativt nyt bryggeri fra San Diego, Californien der på uhyre kort tid har høstet masser af anerkendelse og bling bling ved de utallige og amerikanske beer awards. Fundamentet er grundlagt med denne fremragende West Coast India Pale, som har alt det de hårde humlehalse drømmer om.

En vidunderlig friskhed og sprødhed samt en bidende tør bitterhed. Formfuldendt ned til den mindste detalje. Øllets rige detaljer sidder i den ekstravagante humleprofil og sjælen i den bredryggede malt. Samspillet er synkront og humle og malt følges ad som var det flod og ebbe.  Under brygprocessen har brewmaster Mike Hinkley søgt at fremhæve de klassiske kendetegn på den amerikanske IPA. Derfor er der ikke overraskende valgt Cascade til den florale aroma, Columbus til den bidende bitterhed, Centennial for gran- og citrus noter samt Simcoe for frisk frugtrighed og grapeyness. Med andre ord øllets svar på The Fab Four og en humleprofil så hoppylicious, at man ved synet af flaskens bund forlanger én til det andet ben – og det øjeblikkeligt.

Øllet er kobberfarvet og let diset med en fyrrig frisk og middelcarboneret krop dækket ind i et voluminøst hvidt, tæt og stædigt skum. Aromaen er stor og svæver op af glasset med noter af citrus, malt, karamel, strå, græs, sommereng og sød malt. Superfrisk. Forførende. I smagen dominerer humlen men malten får sat et fint fodaftryk og balancen perfekt. Toner af floral humle, grape, gran, citrus og karamel. Bitterheden er bidende uden at være bister. Smooth. Sprød. Og vi har her at gøre med den ultimative tørstslukker, der med sine 7,3% samtidig letter spændingen i pandebrasken inden du når at blinke med øjet. Mundfølelsen er en smule sticky og finalen tør på grænsen til udtørrende – man kan ikke forlange meget mere af en american style India Pale Ale.

Karakter (0-6): 5

Green Flash Brewing Company, Allbeer, Martin Goldbach Olse, IPA

One thought on “Green Flash Brewing Company, West Coast IPA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s