Mikkeller, Rabarberlambik

Mikkeller, Sur Weekend, Mikkeller Bar, Rabarberlambik, Allbeer, Martin Goldbach Olsen, Sur øl, Spontangærdet øl, brett, brettanomyces,

Den spontane ølundergrund er i sandhed sauvage. Fredag 11. september skød Mikkeller Bar sur weekend i gang, og der gik kun en times tid før hober af velfærdsfede voksenbabyer med potente depoter stod i kø foran de sure haner på jagt efter en permanent ansigtsløftning au naturelle. Mistænkeligt mange havde fragtet fruentimmeret med, et rutineret og respektindgydende trick og en investering der giver et godt afkast på den helt lange bane.

Man blev da også allerede helt stram i betrækket af udsigten til de 10 sure haner og 30 flasker af det spontangærede sprøjt. Admiralen og denne signatur var igennem 5 haner og gik fra Mikkeller Bar mange år yngre, ja hønsehuden omkring halsen var nærmest helt forsvundet. Vi startede med det vi kom efter, nemlig Mikkellers egen rabarberlambik. En sur øl brygget det mest skæve og multibakterielle sted af dem alle. Den luftbårne gær stammer nemlig fra Vesterbros vilde vinde. Så bliver det vel næppe mere beskidt. Så kommer det vel næppe tættere på myten og mesterens eget dna. Men eksperimentet med den sure, særegne spontane diciplin stopper ikke her. For selvfølgelig brygges ikke med de sædvanlige kirse- eller hindbær men – oplagt – med rabarber, og tilmed fra den biodynamiske rabarberavler Martin Thomsen fra Tåsinge. Også her står nørdfactoren naturligvis på max.

Resultatet var vitterligt vellykket. Admiralen udbrød prompte at dette er Mikkellers sure højdepunkt. Aromaen er stor med masser af stald, fugtig halm, lacto og en snert af rabarber fornemmes også. Ved let luftning er det som om at få væltet en spand mødding i fjæset. Kroppen er mistænkelig frisk og lige lovlig livlig, store sparklende perler sidder hele vejen rundt langs glassets kant, og det disede strågule øl er friskt helt til sidste dråbe. Beskedent hvidt og helt utæt skum. Smagen stor og sur. Behagelig og rund. Men også kompleks og urolig. Toner af salt, gær, eddike, rabarber og peber slås lidt om pladsen på den korte bane men bagerst på tungen er der god balance. Finalen er lang, svælget svitset og mavesækken er på overarbejde.

Mikkellers sure bagkatalog har indtil nu været præget af den helt rigtige duft, den karakteristiske surhed har det dog knebet mere med. Men med Spontaneale og senest denne rabarberlambik er den vilde form fundet frem med bidende surhed. Vi skulle lige til at sige, at det er den vildeste og sureste øl fra Mikkeller, men så kom Admiralen ned fra baren med granatchok efter indtagelse af benzinbomben SourAmar. Et kollaborationsbryg mellem Amager Bryghus og Mikkeller til Mikkeller Bar’s sure weekend. En syg fusion af Holmbladsgade og Halmtorvet, og en øl der sender alle beer geeks på jagt efter en erstatning for ordet “ekstrem”.

Karakter (0-6): 4
Mere Mikkeller på Allbeer
Mere Spontangærdet øl på Allbeer
Mikkeller Bar

One thought on “Mikkeller, Rabarberlambik

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s