Amager Bryghus, Burn Out

Allbeer, Amager Bryghus, Burn Out, røg, røgøl, Bamberg, Martin Goldbach Olsen

Allbeer har et stort hængeparti med Lorteøens stolthed Amager Bryghus, der i 2010 stille og rolig kravlede op som 52. bedste bryggeri på Ratebeers årlige kåring. Måske det er fordi de residerer på en gudsforladt industrigrund i turistattraktionen Tårnby, sjældent er på de haner jeg frekventerer oftest, og i det hele taget bare er sådan lidt lokale og hemmelige. Eller også fordi de fleste faste bryg aldrig rigtigt har indfanget undertegnedes smagsløg. Uomtvisteligt solidt håndværk med en klassikker eller to i bæltet ja, men jeg har savnet flere skæve, eksperimenterende og ekstreme bud til den grænsesøgende gane, og der har det knebet lidt mere, hvis man ellers lige ser bort fra et par hits fra specialsortimentet og den tilbagevendende udgave af Rated XX.

Men når de to partisaner Morten Valentin Lundsbak og Jacob Storm med bål og brand i bedste AMPA-stil smider en vaskeægte benzinbombe på Amagerbrogade i form af en vitterligt vellykket røgøl, ja så kan vi ikke lade det passere her på redaktionen. Allbeer har netop efterlyst mere røg fra de danske mikroer, som da sender et røgslør afsted i ny og næ men aldrig rigtigt har taget det bambergske røg helt bogstaveligt med en original fortolkning. Vi indstiller hermed eftersøgningen, for den enestående Burn Out er uden sidestykke det bedste og mest rendyrkede eksempel på dansk røg.

Øllet er klædt kastanjebrunt med et flot rødligt skær toppet af kraftigt, tæt men kortvarigt skum der efterlader blide blonder langs glassets kant. Medium karboneret med en frisk prikkende perle. I næsen nipper kraftige og brændte noter af bambergsk røg, pejs, aske, malt, tørv, karamel og et strejf af whiskey. Virkelig markant og inciterende aroma. Smagen er overraskende rund, harmonisk og knapt så spids og asketisk som bambergsk røg, der for den konservative gane godt kan sende tankerne i retning af bunden af askebægeret. Det er en sødlige note af malt og karamel der spiller synkront op mod den markante men ikke overdrevne røg, det fungerer fremragende. Den behagelige bitterhed skaber en noget nær perfekt balance. Finishen er lang røget, brændt og bitter med et snert af alkohol.

Burn Out er brygget på ens skrå af lige dele tysk og engelsk røgmalt, holder 8,1% og er ikke en del af Amagers faste sortiment. I min bog er det blandt deres bedste bryg. Rygterne svirrer allerede om at Amager Bryghus vil fortsætte med at gasse op for det eksperimenterende, lige om hjørnet venter både en Lambic og fadlagret bryg.

Amager Bryghus, Burn Out, røg, røgøl, smoke beer, Allbeer, Martin Goldbach Olsen

Karakter (0-6): 5

5 thoughts on “Amager Bryghus, Burn Out

  1. Kære Martin

    Du må se at få taget fat på deres deres “ikke-faste” repertoire. Jeg vil i hvert fald mene, at Amager har et af de to-tre mest eksperimenterende og grænsesøgende bryggerier i Danmark. Jeg vil sørge for, at du i løbet af torsdag bliver yderligere oplyst 🙂

    Giv mig lige en mail om, hvad du allerede har smagt.

    /Jesper

  2. Kære Jesper !

    Jamen jeg har været rundt om de fleste på nær brown ale, som jeg forsøger at undgå med stor koncentration, og så double cuvee med de molen. Havde en livlig debat med et par nørder om Hr. og Fru, som to af os ikke var specielt imponerede af og to tilbad. Det var ret interessant. Synes kun at deres imperial stout kan følge med Burn Out. Deres Summer Fusion er jeg også pjattet med på en solskinsdag, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det 🙂

  3. Ha ha – hvis jeg vil have Tuborg kan jeg jo bare ringe til Erik S, jeg har et billede af ham og en Tuborg 🙂 hr og fru er som sagt en diskussion for sig selv. Jeg glemte faktisk lige Papsøe, den gjorde et vist indtryk for snart lang tid siden og så en barrel aged stout, men de er vist udgået. Nitroerne gjorde ikke det store ved mig, slet ikke den røde !!!! Double IPA var da fin og den sorte IPA og rugporter lækre. Men dem skal Shaun Hill vist have æren for. Men hey – havde vi ikke en deal om at lægge vejen forbi deres havelåge? Så tager vi en fælles smagning. Alternativt – tank lidt op til på torsdag 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s