Mikkeller 黑 / Black (Peated Cask Edition) (Gold wax)

Mørkets mester, Mikkeller, er Back in Black i mere end én forstand. Det mesterligt monstrøse men receptpligtige ølværk Black har udviklet de obligatoriske to store onde horn i panden, og øllets svar på satans trefork er nu en realitet. Black Whisky Edition (White Wax) og Black Peated Edition (Gold Wax) er begge smæklækre fadlagrede versioner med flaskehalsen nænsomt dybbet i voks der smyr sig ned langs flaskehalsen. Den smukkeste juleindpakning du kan forestille dig, og Mikkellers “Barrel Aged” stempel.

Mens den originale Black leverede den ultimativt ubarmhjertige uppercut til alle de hårde ølhalse med fordærvede sjæle og smagsløg i overhalingsbanen, har de lange måneder på fad gjort dem mere tilgængelige, knapt så eksplosive men stadig kraftige og uhyggeligt komplekse. Peated Edition har brugt tre måneder på røgede franske whiskeyfade og er endt op overdrevent undercarboneret stort set uden kulsyre men med en intens og rig mundfylde. Minimalt, helt utæt, luftigt og ultrakortvarigt skum, som kun er små isolerede øer på overfladen der hurtigt kvæles af ren oliepøl.

Det sorte olie har et mørkrødt skær langs glassets kant og står tungt med en anelse klistret og vinøs tekstur. Heftige ristede noter af røg, whiskey, alkohol, brændestabel, tjære, tovværk og malt. Smagen er snittet til med en mesters lommekniv og starter ud på den søde bane, men røg, whiskey, malt, kaffe, vanilje, frugt og en afsluttende tør  bitterhed der går i synk med brændte noter af røg og træ, skaber den absolut fuldendte balance. Især kombinationen af ekstrem frugtig sødlighed der kontrasteres af den mildt brændende whiskey og en solid dosis humle er en oplevelse i sig selv, og i det hele taget står Peated Cask Edition som en flot nyfortolkning af Black. Finalen er lang og tunge toner fra fadet munder ud i et bistert bundtræk fra, skulle jeg til at sige, Danmarks stærkeste øl (17,5%). Men Mikkeller har lige slået sig selv og Black ned på 2. pladsen med den netop udgivede “Big Worst Barley Wine” på 17,6%.

Hvor Black bryder alle grænser og for alvor deler vandene mellem dem der forguder den og dem der hælder cider i, ja så er Peated Edition som Lucifer selv, djævelsk forførende for enhver humletosse med hang til syndig adfærd. Den er ikke sat til salg i Danmark men er beregnet til det amerikanske marked, så undertegnede har været dybt nede i ølundergrundens sortbørs for at rekvirere et eksemplar. Meeeeen, en djævlesøn opererer ikke med begrebet “landegrænser”, og jeg mener bestemt at jeg i Ølbutikkens mørke hjørne så en enkelt spøgende kasse af dette sorte guld. Sig det ikke til nogen.

Karakter (0-6): 6
Mere Mikkeller på Allbeer
Mikkeller billeder på Allbeer Flickr/Mikkeller

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s