Kout Na Sumave, 12% světlý kvasnicové

Koutnasumave

Mesteren har lært mig at man aldrig må drikke en øl før kl. 10, men at det så tilgengæld også er ved at være på tide! Et mantra der kan være svært at praktisere på de hjemlige breddegrader, men på en tur til alle pilsneres moderland Tjekkiet går det en hel del bedre, ja vel nærmest af sig selv. I hvert fald denne grå 11. maj, hvor jeg fejrer mine tvivlsomme 39 år med en formiddagsspadsertur med min bedre halvdel ud af Prags tryghedslomme og direkte mod øllets indre. Kun fordi det er min fødselsdag er hun gået med til den rute, for hun ved hvad der venter. Tre destinationer er plottet ind på kortet af mesteren og pivni filisoffen, og det er primært det sydtjekkiske minibryggeri Kout na Sumave der anbefales af de høje herrer.

Men første destination ligger 20 minutters gang ud af Hybernska og videre til Husitska 709. Her ligger Hotel Victor, hvor legendariske Chyne har indtaget lobbyen med dristig decor og hele fire varianter af deres gudedrik. Ikke helt som at sidde i gyngestolen på selve gårdbryggeriet, men alligevel nok til at få englene til at synge. 200 meter længere nede af gaden huserer U Slovanske Liby, spadserturens hoveddestination, en lidt slidt, træt men hyggelig beverding og så lokal, at vi bliver mødt med et venligt men også forvirret og forundret blik fra den søde bartenderinde. Til min glæde bydes der på 4 varianter fra Kout na Sumave frisk fra fad; Koutský tmavý speciál – tmavé speciální pivo 14%, Koutský tmavý speciál – tmavé speciální pivo 18%, Koutská desítka – výčepní světlé pivo 10% og světlý kvasnicové  12%,  som vi stiller skarpt på her.

Det strågule øl står friskt og perlende i glasset. Carbonering lidt over medium og kroppen på en gang silkeblød og smøragtig men samtidigt supersprød. Hvid storknitrende og stædig skumkrone. De noble noter af den delikate Saaz humle svæver op ad glasset med græs, frugt, hø og den dragende nyslåethed vi også kender fra bl.a Chyne. Smagen er fantastisk afrundet og balanceret mellem indledningsvist sødlige maltnoter og afsluttende mild saaz bitterhed. Derimellem komplekse men fantastisk forfriskende toner af frugt, gær og smør. En enestående oplevelse, og den bedste af de 4 øl selvom de andre varmt kan anbefales.

Fruentimmeret rykker nu forståeligt for frokost, men arbejdet skal gøres færdig først. Lige rundt om hjørnet på Havlickovo namesti 670/7 ligger nemlig sidste destination U Radnice Zizkov, hvor øllet flyder friskt fra 6 haner. To fra Kout na Sumave, to fra Krakonos, en brændenælleøl fra et unavngivent bryggeri, og så en 26 grader barley wine style øl fra Svikov på hele 13%!! Under baren hænger et skilt med titlen “legendary crossroads”, en dækkende betegnelse for den strækning vi netop har tilbagelagt og et obligatorisk studie i jagten på sandheden om den tjekkiske pilsner. Na Zdravi.

Karakter (0-6): 5
Se billeder af Kout Na Sumave fra “legendary crossroads” på Allbeer Flickr

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s